I de gode gamle dage, for 50-100 år siden, stemplede fabriksarbejdere - og nogle steder også kontoransatte - ind og ud fra arbejde ved at stikke et kontrolkort i et stempelur ved porten. Kom lærlingen 2 minutter for sent, afregnede værkføreren kontant i porten for den tabte tid med en syngende ørefigen. Til frokost, og når klokken blev 16,00,00 forkyndte en dampfløjte, at nu måtte man lægge skruenøgler og blyanter fra sig og finde madpakken frem eller gå hjem.
Den slags foranstaltninger havde man for at sikre, at medarbejderne ikke snød med nogle minutter hist og pist. Det var ikke noget, virksomhederne var tvunget til; de havde bare selv valgt, at det var det smarteste at indrette sig på den måde.
Sådan er det heldigvis ikke længere.
I dag er dampfløjter og stempelure ikke alene blevet museumsgenstande, og it og AI er ved at have udkonkurreret skruenøgler og blyanter.
Folketinget har for kort tid siden vedtaget en lov, der ikke længere giver virksomheder en valgmulighed. Virksomhederne skal senest den 1. juli 2024 indrette et arbejdstidsregistreringssystem, som gør det muligt at måle den daglige arbejdstid for hver enkelt lønmodtager.
I dag er grunden heldigvis, at man vil sikre, at medarbejderne ikke bliver snydt for tid, men stempeluret er stadig det samme lige bortset fra at det er blevet digitalt. Straffen er ikke længere en ørefigen til lærlingen, der kommer for sent, men at der kun er det kedelige morgenbrød tilbage. Og så er det i øvrigt heldigvis nu de fleste steder slet ikke muligt at møde for sent; men man kan møde senere.
Det er det, der hedder fremskridt!
De fleste virksomheder vil gerne bibeholde et forhold mellem virksomhed og medarbejdere, der bygger på gensidig tillid, ikke på kontrol. Det er nu for så vidt angår arbejdstiden blevet forbudt ved lov.
Politikerne siger at vi skal. Politikerne siger, at EU siger, at de skal. Vi siger, at vi måske skal til sammen at sige noget til politikkerne.
