Når en rekonstruktionsbehandling indledes, skal der udarbejdes et forslag til rekonstruktionsbehandling. Som følge af EUs Rekonstruktions- og insolvensdirektiv er konkursloven ændret. En ændring er, at der blev indført nye regler for afstemning om rekonstruktionsforslaget samt inddeling af fordringshaverne i et klassesystem.
De nye regler medfører, at nogle rekonstruktionsbehandlinger skal inddele fordringshaverne i afstemningsklasser. I denne forbindelse indføres regler, som sondrer imellem større virksomheder og de såkaldte SMVer. De større virksomheder undergives de nye afstemningsregler i konkursloven. Disse virksomheder inddeles i afstemningsklasser, når rekonstruktionsbehandlingen indledes. For så vidt angår de såkaldte SMVer er udgangspunktet i medfør af de nye regler, at afstemningen foregår efter de almindelige regler i konkursloven. Det vil sige, at afstemningen som udgangspunkt foregår uden inddeling i afstemningsklasser, og at der fortsat stemmes efter fordringernes beløb. Afgørende for sondringen mellem større virksomheder og SMVer er, hvorvidt den pågældende virksomhed overskrider to ud af tre grænseværdier: En balancesum over DKK 156 mio. kr., en nettoomsætning over DKK 313 mio. kr. og mere end 250 heltidsansatte.
De nye regler ændrer herved væsentligt på det tidligere udgangspunkt, hvor der stemtes efter fordringernes beløb. For de virksomheder, som bliver omfattet af reglerne for afstemningsklasser, er det ikke længere afgørende, om der er flertal blandt kreditorerne, men derimod om der er flertal beregnet på afstemningsklasser. Hvis der er flertal beregnet på afstemningsklasser, kan en afstemningsklasse, som beløbsmæssigt er større end de resterende, derved blive nedstemt, selvom denne klasse ville have haft majoritet efter de gamle regler.