Er en skade sket, mens jeres medarbejder er ved at udføre sit arbejde hjemmefra, er medarbejderen som udgangspunkt omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Dette gælder, uanset hvorfra i hjemmet arbejdet blev udført, da skaden skete.
Det fastslår Ankestyrelsen i principmeddelelse 40-22.
Som arbejdsgiver kan I sikre jer bedst muligt ved at stille tydelige betingelser om, hvordan arbejdet i hjemmet skal udføres, f.eks. om hjemmearbejdspladsens indretning. Hvis medarbejderen ikke overholder sådanne betingelser på skadestidspunktet, gælder ovennævnte udgangspunkt nemlig ikke.
Det er et krav, at betingelserne, som I har stillet, er tydelige.
Ankestyrelsen fremhæver i den forbindelse, at der som udgangspunkt er tale om tydelige betingelser, når:
- betingelserne konkret fremgår af virksomhedens personalehåndbog, retningslinjer eller lignende,
- betingelserne fremgår af en kontrakt om hjemmearbejde, som tilskadekomne har indgået med arbejdsgiver, eller
- arbejdsgiver på anden måde skriftligt eller mundtligt har oplyst medarbejderen om betingelserne.
Ankestyrelsen foretager også en negativ afgrænsning, og fremhæver at betingelsen om tydelighed ikke er opfyldt, når
- arbejdsgiver generelt opfordrer til eller anbefaler en indretning af hjemmearbejdspladsen,
- arbejdsgiver generelt henviser til anbefalinger fra eksempelvis sundhedsmyndighederne eller lignende, eller
- arbejdsgiver alene stiller arbejdsudstyr, som eksempelvis arbejdsstol og -bord, til rådighed.
Momenterne er dog ikke udtømmende, og det vil altid være en konkret vurdering. Det afgørende er, om skaden kan siges at være sket som følge af arbejdet, eller om den skyldes private forhold.