Når du opretter dit testamente, kan du blandt andet vælge at båndlægge arven. Det indebærer, at arven anbringes i et forvaltningsinstitut, eksempelvis i en bank, hvor arvingen ikke selv kan disponere over arven, så længe den er båndlagt.
Al arv, både tvangsarv og friarv, til livsarvinger, fx børn, børnebørn og oldebørn, kan båndlægges, mens det for en ægtefælles vedkommende kun er friarven, der kan båndlægges.
Tvangsarv kan alene båndlægges til livsarvingen fylder 25 år. Friarv er ikke underlagt denne tidsbegrænsning, og kan i princippet være båndlagt i hele arvingens levetid.
Formålet med at båndlægge en arv er typisk at beskytte den mod arvingens eventuelle uhensigtsmæssige forbrug, fx i en umoden alder.
I særlige tilfælde giver arveloven mulighed for, at den offentlige myndighed Familieretshuset kan tillade frigivelse af arven, eksempelvis hvis arven har en begrænset værdi (under kr. 100.000), hvis båndlæggelsen af arven ikke længere tjener et rimeligt formål, eller hvis arven skal bruges til en velfærdssag for arvingen, eksempelvis til brug for køb af fast ejendom eller i forbindelse med sygdom.
Båndlæggelse af arv er en byrdefuld bestemmelse, hvorfor du som arvelader skal overveje grundigt, om båndlæggelse af arven er nødvendig.
