I de tilfælde, hvor I ikke er enige om, fx hvorvidt et aktiv skal indgå i delingen, eller til hvilken værdi det skal indgå, eller om den, der bliver boende i huset, skal betale husleje til den anden, kan du med fordel kontakte en advokat, der kan rådgive dig.

Men også i de tilfælde, hvor I er enige, er det tilrådeligt, at du/I kontakter en advokat. For når I er blevet enige om, hvordan I ønsker at dele, er det vigtigt, at der oprettes en skriftlig aftale, der bekræfter de aftaler, I har indgået mundtligt.

Der er ikke noget lovkrav om, at en bodelingsaftale skal udarbejdes af en advokat, men det kan være en rigtig god ide, da der er mange og meget indviklede regler i forbindelse med en skilsmisse.

Advokaten vil sikre, at du forstår den aftale, som I har indgået. Hvis aftalen rummer en skævdeling, vil advokatens opgave være at forklare dig, hvor jeres aftale afviger fra reglerne på området.

Selvom der som anført ikke er lovkrav om, at bodelingsaftalen skal laves af en advokat, er der flere eksempler på, at domstolene er nået frem til, at den aftale, som parterne selv har lavet, ikke er en bodelingsaftale. I de tilfælde skal hele processen gå om, og der skal laves en ny bodelingsaftale.