Overførsler, der ikke var erhvervsmæssigt begrundet, var ikke maskeret udlodning, og den af Skattestyrelsen gennemførte beskatning blev annulleret.

I den ikke-offentliggjorte klagesag (sagsnr. 21-0043557) havde Skattestyrelsen gennemgået selskabets kontoudtog og havde ved gennemgangen konstateret, at der i perioden fra den 3. december 2019 til den 30. december 2019 var foretaget overførsler på i alt ca. 2,8 mio. kr., som ifølge Skattestyrelsen ikke var erhvervsmæssigt begrundet, hvorfor overførslerne blev anset for at være maskeret udlodning med deraf følgende beskatning hos hovedanpartshaveren efter ligningslovens § 16 A.

Nærmere om sagen

Hovedanpartshaveren var i perioden fra den 12. november 2019 til den 29. juni 2020 eneanpartshaver i det for sagen relevante selskab. Selskabets formål var at udføre tømrerarbejde og opføre ejendomme.

Som allerede beskrevet, konstaterede Skattestyrelsen ved gennemgang af selskabets kontoudtog for perioden fra den 3. december 2019 til den 30. december 2019, at der var foretaget overførsler for ca. 2,8 mio. kr. Overførslerne var blandt andet gået til en bank og et tredjemandsselskab.

Skattestyrelsen havde ikke modtaget dokumentation for, at selskabet havde haft udgifter til tredjemandsselskabet og havde heller ikke modtaget kontoudskrifter fra banken, hvortil pengene var overført. Selskabets bank oplyste til Skattestyrelsen, at klager var registreret som fuldmagtshaver til selskabets bankkonto. Banken havde desuden oplyst, at klageren som den eneste havde legal adgang til bankkontoen i den pågældende periode. Da selskabet ikke havde dokumenteret, at hævningerne på ca. 2,8 mio. kr. var erhvervsmæssigt begrundet, traf Skattestyrelsen afgørelse om, at der var grundlag for at statuere maskeret udbytte ifølge reglerne i ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Denne afgørelse blev påklaget til Skatteankestyrelsen.

Rette skattesubjekt

Tvistepunktet i den efterfølgende klagesag angik ikke, hvorvidt overførslerne var foretaget samt til hvem, idet klagesagen derimod angik spørgsmålet om, hvorvidt hovedanpartshaveren havde haft mulighed for at disponere over de overførte beløb.

Hovedanpartshaveren havde ikke haft noget med selskabet eller selskabets konto at gøre. Alle transaktionerne var desuagtet oprettet med klagers NemID, som klager var blevet tvunget til at aflevere.

Ud over at være ejer og direktør fremgik det også, at hovedanpartshaveren var direktør i et andet selskab, som blev taget under konkursbehandling. Afledt heraf blev der rejst endnu en sag mod hovedanpartshaveren om konkurskarantæne, hvori hovedanpartshaveren i juli 2022 blev frifundet af Skifteretten. Skifteretten lagde til grund, at hovedanpartshaveren ikke havde samtykket til registreringen som direktør, og at hovedanpartshaverens digitale signatur i form af NemID var blevet misbrugt uden hans medvirken, efter at han blev truet til at udlevere NemIDet til tredjemand.

I forbindelse med klagesagen udtalte Skattestyrelsen, at det ikke kunne afvises, at klager var indtrådt som direktør i det relevante selskab uden hans medvirken.

Det blev også resultatet af klagesagen, idet der henvises til følgende fra begrundelsen i den endelige afgørelse af sagen:

[Skifteretten] har ved kendelse af 14. juli 2022 frifundet klageren for konkurskarantæne i tilknytning til behandling af [konkursboet]. Ud fra de afgivne forklaringer i sagen og de fremlagte bilag, blev det lagt til grund, at klageren ikke havde samtykket til registreringen som direktør, og at klagerens digitale signatur i form af NemID er blevet misbrugt uden hans medvirken, efter at han blev truet til at udlevere NemIDet til tredjemand.

Klagerens forklaring findes på den baggrund bestyrket af objektive kendsgerninger. Det findes derfor tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klagerens NemID er blevet misbrugt uden hans medvirken til de foretagne CVR-registreringer og transaktioner i selskabet.

Overførslerne fra selskabet anses derfor ikke for tilgået klageren.

Den af Skattestyrelsen trufne afgørelse om en beskatning på ca. 2,8 mio. kr. blev således annulleret.

Som allerede anført, er det et eksempel fra praksis, som ikke offentliggøres af Skatteforvaltningen, herunder Skattestyrelsen og Skatteministeriet.