Som ejer af en hjemmeside bliver du nødt til at forholde dig til cookiereglerne.

Hovedreglen er, at du skal indhente et informeret samtykke fra besøgende, inden du og andre anvender cookies til fx markedsføringsformål. Det er kun, hvis hjemmesiden alene bruger eller tillader, at der bruges cookies til teknisk nødvendige formål, at du ikke behøver at informere besøgende og få deres samtykke til cookies.

Idet der ofte er tale om behandling af persondata, når du anvender cookies på din hjemmeside, er det som regel også nødvendigt at sørge for overholdelse af databeskyttelsesregler ved brugen af cookies.

Hurtigt overblik:

Medmindre hjemmesiden alene anvender cookies til rent tekniske nødvendige formål, gælder følgende regler:

  • Besøgende skal informeres tydeligt om indsamlingen af deres oplysninger, herunder om hvilken type oplysninger, der vil blive behandlet og til hvilke formål.
  • Besøgende skal give et frivilligt samtykke ved et aktivt tilvalg.
  • Besøgende skal let kunne finde yderligere information om brugen af cookies på hjemmesiden.
  • Såfremt oplysninger bruges til forskellige formål, skal besøgende let kunne give samtykke til nogle formål og ikke andre.
  • Det skal være let for besøgende at afstå fra at give samtykke og til at trække samtykket tilbage.
  • Det skal kunne dokumenteres, hvad besøgende har givet samtykke til og hvordan samtykket er indhentet.