Fra 2024 træder nye boligskatteregler i kraft. De væsentligste ændringer er, at der kommer lavere satser for ejendomsværdiskat og grundskyld.

En ny vurderingslov træder i kraft, og denne skal danne grundlag for ny beregning af boligskatten. Der kommer således forventeligt nye vurderinger, hvilke i de fleste tilfælde medfører højere ejendomsvurderinger som følge af en generel stigning i boligpriserne, siden de seneste offentlige ejendomsvurderinger blev foretaget i 2011.

På grund af it-problemer hos Skattestyrelsen har det været nødvendigt at udskyde ikrafttrædelse af de nye boligskatteregler til 2024.


Hvad kommer det til at betyde for dig som husejer?

Der er allerede sendt nye vurderinger ud i 2020, og flere vil komme til. Hvis vurderingen viser sig at være lavere i 2020 end tidligere vurderinger fra 2011, skal du som husejer have det for meget betalte tilbage.

De nye ejendomsvurderinger kommer til at danne grundlag for boligskatten fra og med 2021, men dog med et nedslag på 20 % i henhold til et forsigtighedsprincip, således at husejerne ikke rammes af store skattestigninger.

Derudover er det fra politisk side sikret, at den betalte boligskat ikke pludseligt stiger for den enkelte husejer ved indførelse af ejendomsværdiskattestop samt ved rentefri indefrysningsordning af grundskylden, således at husejeren først skal betale en eventuel skattestigning ved salg af ejendommen.

Hvis man har købt og overtaget sin ejendom senest den 31. december 2023, opnår man desuden en skatterabat, således at skatterne ikke stiger i 2024. Rabatten svarer til differencen mellem 2023-niveauet og 2024-niveauet. Skatterabatten skal ikke tilbagebetales ved salg eller på andet tidspunkt.
 

Hvad med sommerhuse?

Sommerhuse er omfattet af reglerne på samme måde, som helårsboliger er.


Hvad hvis jeg er uenig?

Hvis du er uenig i din nye vurdering, kan du klage over den, efter at du har modtaget den. Du skal i klagen blandt andet begrunde, hvorfor du mener, at vurderingen er forkert.