Kurator skal ved udførelsen af sit hverv varetage boets interesser i enhver henseende, herunder blandt andet foretage de fornødne skridt til værn mod uberettigede dispositioner. For mange vil dette (med god grund) lede tankerne videre til konkurslovens kapital 8 om omstødelse, der giver kurator adgang til at omstøde forringende og forrykkende dispositioner, f.eks. kreditorbegunstigelser, gaver m.v.

Tankestrømmen bør imidlertid ikke stoppe her, idet der også uden for konkurslovens regler om omstødelse findes værktøjer, som kurator med fordel kan gøre brug af ved varetagelse af boets interesser. Dette er f.eks. tilfældet i selskabslovens regler om økonomisk bistand til kapitalejere, ledelsesmedlemmer m.v., hvilket Vestre Landsrets dom af 19. juni 2020 er et illustrativt eksempel på.

Vestre Landsrets afgørelse af 19. juni 2020 (U 2020.3147 V)

Faktum i sagen

Sagen drejede sig om, hvorvidt en sikkerhedsstillelse i form af pant i en ejendom (underpant i et ejerpantebrev) tilhørende det konkursramte selskab var bindende for konkursboet.

Der var tale om en koncern med et moderselskab og en række datterselskaber, herunder R ApS, D1, D2 og D3, hvor direktøren udgjorde såvel ledelse som ejerkredsen.

I 2012 blev direktøren og datterselskabet D1 dømt til at betale en erstatning på mere end 5 mio. kr. til en andelsboligforening. De fleste af koncernens selskaber var på daværende tidspunkt nødlidende, og hverken direktøren eller datterselskabet D1 kunne betale gælden.

Direktøren, datterselskabet D1 og andelsboligforeningen indgik derfor i august 2013 en afviklingsaftale, hvor også datterselskaberne D2 og D3 påtog sig at hæfte for betalingen. Knap et år efter blev der oprettet et tillæg til afviklingsaftalen, hvor andelsboligforeningen fik sikkerhed for kravet ved at få pant (underpant i et ejerpantebrev) i en ejendom tilhørende datterselskabet R ApS.

Herefter købte et anpartsselskab et delareal af datterselskabet R ApS ejendom og deponerede i december 2014 2,5 mio. kr. af købesummen. Anpartsselskabet accepterede, at 750.000 kr. af det deponerede beløb kunne anvendes til at betale et afdrag til andelsboligforeningen for ikke at risikere, at andelsboligforeningen satte ejendommen på tvangsauktion. Som modydelse fik anpartsselskabet sekundær pant i ejerpantebrevet i ejendommen, og man oprettede en indtrædelsesaftale mellem på den ene side direktøren og datterselskaberne D1, D2 og D3 og på den anden side anpartsselskabet.

Datterselskabet R ApS blev erklæret konkurs i efteråret 2015, og kurator solgte ejendommen, hvori andelsboligforeningen og anpartsselskabet havde pant, i fri handel. Kurator gjorde gældende, at pantet ikke var bindende for konkursboet, da det var i strid med den dagældende selskabslovgivning om ulovligt aktionærlån m.v.

Konkursboet indgik forlig med andelsboligforeningen, og retssagen vedrørte herefter alene anpartsselskabets pant i ejendommen på 750.000 kr.

 

Domstolenes vurdering og sagens resultat

Både byretten og landsretten gav konkursboet medhold i følgende:

  • at pantet i datterselskabet R ApS ejendom blev stillet til sikkerhed for direktøren og datterselskabet D1s gæld til anpartsselskabet,
  • at der var tale om sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld,
  • at sikkerhedsstillelsen var i strid med de dagældende aktionærlånsregler i selskabslovens § 210, stk. 1, og generalklausulen i selskabslovens § 127, stk. 1,
  • at anpartsselskabet burde havde vidst, at sikkerhedsstillelsen var i strid med selskabslovens bestemmelser, og
  • at sikkerhedsstillelsen derfor ikke var bindende for konkursboet, jf. dagældende bestemmelse i selskabslovens § 215, stk. 3, jf. § 210, stk. 1, og § 127, stk. 1.

Domstolene lagde bl.a. vægt på, at oplysningerne om selskaberne i koncernen var offentligt tilgængelige, og at det heraf fremgik, at der ikke havde været aktivitet i datterselskabet D1 siden efteråret 2011. Anpartsselskabet burde således have vidst, at betalingen og pantsætningen reelt skete i direktørens/aktionærens interesse, og at der ved pantsætningen blev disponeret på en måde, der var åbenbart egnet til at skaffe datterselskabet D1 en utilbørlig fordel på selskabets R ApS bekostning.

På baggrund af ovennævnte og efter en samlet vurdering fandt både byretten og landsretten således, at konkursboet ikke var bundet af sikkerhedsstillelsen hverken i relation til direktørens eller datterselskabet D1s gæld og beløbet på 750.000 kr. skulle derfor ultimativt tilgå konkursboet.

Afsluttende bemærkninger

Den netop citerede afgørelse er et illustrativt eksempel på en situation, hvor kurator med fordel kan anvende de selskabsretlige regler som alternativ til konkurslovens regler om omstødelse.

Som et yderligere eksempel kan nævnes selskabslovens § 210, der med fordel kan bringes i spil af kurator i situationer, hvor et kapitalselskab har ydet økonomisk bistand til kapitalejere, ledelsesmedlemmer og/eller disses nærtstående i strid med selskabslovens regler. Her gælder en objektiv tilbagebetalingspligt for modtageren, der skal tilbagebetale beløbet med tillæg af en rente på (i dag) 10,05 % til konkursboet.

Ved anvendelse af de selskabsretlige regler gælder således ikke de særlige tidsmæssige begrænsninger, kravene til boets dokumentation for insolvens og kravene om ond tro, som vi kender fra konkurslovens regler om omstødelse. Det kan således som anført være en fordel for kurator at gøre brug af reglerne i selskabsloven.