Når du køber fast ejendom, køber du hele matriklen. Det betyder, at du ikke kun køber det, der er synligt, når du besigtiger ejendommen med ejendomsmægleren, men du køber også den jord, der ligger under huset og haven. Det er derfor utrolig vigtigt at sikre sig, at der ikke er forurening i jorden, og at der ikke ligger en gammel olietank, som kan være årsag til fremtidig forurening.

Som en del af vores køberrådgivning undersøger vi så vidt muligt, om en sådan risiko er til stede.

 Vi har netop hjulpet et ungt par i mål med deres første ejerbolig, som de nu kan sove roligt i om natten, selvom vejen derhen var tung og lang. Ejendomsmægleren havde oplyst, at der ikke var nogen olietank på ejendommen, og der fremgik heller ikke oplysning herom i BBR-ejermeddelelsen eller i ejendomsdatarapporten.

Men som advokat for køber undrede vi os over historikken for ejendommens varmekilder, der var noget usammenhængende. Ved nærmere undersøgelser hos blandt andet offentlige myndigheder kom det frem, at der gennem årene havde været tre olietanke, og at én af disse sandsynligvis stadig var gravet ned. Dette krævede yderligere undersøgelser, og det viste sig, at olietanken ikke var korrekt afblændet, og at der havde været læk fra den, hvorved den omkringliggende jord var blevet forurenet.

Det endte med, at sælger måtte betale omkring kr. 100.000 for at rense jord og fjerne tank inden købers overtagelse. Det kunne være blevet meget dyrere, hvis køberne først havde opdaget det langt senere end ved overtagelsen; da havde det formentlig ikke været muligt at opnå dækning hos hverken sælger eller mægler.

Vi anbefaler, at du som køber altid tager din advokat med på sidelinjen hele vejen igennem.