Sælger eller køber du en bolig med skjulte og uoplyste mangler, risikerer du en langvarig, opslidende og dyr strid med den anden part.

Det kan koste dyrt at udbedre, hvis det overhovedet er muligt. Som køber skal du leve med forholdene i en kortere eller længere periode, måske i hele ejertiden. Og måske går det ud over prisen, når du til sin tid vil sælge boligen.

Tag din advokat med på råd fra det øjeblik, hvor du som køber opdager problemet, eller hvor du som sælger bliver kontaktet af køber. Den første samtale med os er altid gratis.

------------

Har du fra sælger modtaget en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport samt et tilbud om, at sælger betaler halvdelen af ejerskifteforsikringspræmien, kan du iht. Lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom mv. som udgangspunkt ikke gøre mangler gældende mod sælger men over for forsikringsselskabet, hvis du altså har tegnet en ejerskifteforsikring.

Sælger hæfter dog, hvis der er tale om mangler ved ejendommens stikledninger, fx kloakker, eller hvis sælger har afgivet en garanti, har udvist grov uagtsomhed, eller hvis manglen er opstået i perioden mellem tilstandsrapportens udarbejdelse og overtagelsesdagen.

For andelsboliger udarbejdes ikke og for ejerlejligheder kun meget sjældent tilstandsrapporter. Uden en tilstandsrapport kan der ikke tegnes en ejerskifteforsikring, og derfor er skjulte mangler ikke forsikringsdækket. Derimod kan du som køber, hvis en række betingelser er opfyldt, gøre mangelskrav gældende over for sælger i op til 10 år fra overtagelsen.

Dette er en meget overfladisk og udetaljeret gengivelse af reglerne.

Du bør derfor drøfte de konkrete omstændigheder og muligheder med din advokat, fx

  • Foreligger der overhovedet en mangel?
  • Er manglen af en sådan art og et sådant omfang økonomisk og på anden måde at den berettiger et krav?
  • Er kravet forældet?
  • Er der reklameret rettidigt?
  • Har sælger tilsidesat sin loyale oplysningspligt eller på anden måde handlet groft uagtsomt?
  • Har køber efterlevet sin undersøgelsespligt?
  • Har sælger afgivet en garanti eller, tværtimod, gyldigt fraskrevet sig et eventuelt ansvar?
  • Kan der måske, af køber eller sælger, gøres ansvar gældende mod andre, fx en tidligere ejer, håndværkere eller den bygningssagkyndige, der udarbejdede en eventuel tilstandsrapport?
  • Skal der afholdes syn og skøn for at sikre beviser og få fastslået, hvordan der kan ske udbedring, og hvad det vil koste?
  • Skal du, hvis du er den nuværende ejer, kræve erstatning, forholdsmæssigt afslag eller måske, at handlen hæves og ejendommen går tilbage til sælger?
  • Og ikke mindst: kan du opnå fri proces og retshjælpsforsikringsdækning til sagens omkostninger.