Folketinget vedtog i 1959 Erhvervelsesloven, hvis hensigt var at begrænse udlændinges adgang til at erhverve fast ejendom i Danmark. Man var bange for, at købedygtige udlændinge, især tyskere, skulle opkøbe en stor del af de danske sommerhuse.
Ved Danmarks indtræden i EF i 1972 frygtede man, at Erhvervelsesloven ikke var tilstrækkelig til at imødegå den forventede øgede efterspørgsel på jord til privat rekreativ anvendelse fra borgere og virksomheder i andre EF-lande. Hvis erhvervsmæssig udlejning af sommerhuse var lovligt, ville enhver EF-borger have ret til at købe sommerhus i Danmark for at drive erhvervsmæssig udlejning. Derfor vedtog man Sommerhusloven. Prisniveauet skulle ikke jages i vejret, sådan at almindelige danske lønmodtagere ikke længere havde råd til at købe sommerhus.
Sommerhusloven skal læses i sammenhæng dels med Erhvervelsesloven, dels med etableringsreglerne i EUF-traktatens artikel 49, der sikrer borgere fra en EU-medlemsstat adgang til at udøve erhverv i en anden medlemsstat på samme vilkår som denne medlemsstats egne borgere. Sommerhusloven fortolkes meget restriktivt og gælder for alle ejendomme, der anvendes til ferieformål, uanset beliggenhed.
Oprindeligt fandtes bestemmelserne om benyttelse af ejendomme i sommerhusområder i Sommerhusloven. Da man i 1991 vedtog at samle lands-, region- og kommuneplanlovene og by- og landzoneloven i én lov, Planloven, inkorporerede man disse bestemmelser i Planloven i kapitel 8.
Planlovens § 40, stk..1 indeholder en anvendelsesbegrænsning, idet et sommerhus som hovedregel ikke må anvendes til overnatning i perioden fra den 1. november til udgangen af februar, bortset fra kortvarige ferieophold. Man var fra politisk side bange for, at ret til længerevarende ophold i sommerhuse i vinterperioden ville fratage husene deres status som fritidsboliger og give dem karakter af helårsboliger, som lovligt kunne sælges til udlændinge.
I praksis blev bestemmelsen fortolket således, at den forhindrer længerevarende udlejning til skiftende brugere i nævnte periode. Man forudsatte således, at der fulgte en pause på mindst 1 uge efter, at et sommerhus havde været udlejet i 3-4 uger.
Ved en lovændring i 2017 blev § 40, stk. 3, imidlertid indsat i Planloven, navnlig for at styrke dansk turisme: En bolig i et sommerhusområde kan uanset stk. 1 anvendes til kontinuerlig udlejning til skiftende brugeres kortvarige ferieophold, når den samlede anvendelse i perioden ikke herved overstiger 9 uger.
Med tilføjelsen af § 40, stk. 3 i 2017 nævntes ordet udlejning for første gang i Planloven, og det blev tydeligt fastslået, at et sommerhus i et sommerhusområde i vinterperioden uden pauser kan udlejes til skiftende brugere til ophold af fx 12 ugers varighed i indtil 9 sammenhængende uger.
(September 2020)
