Egenbegæring om konkurs koster ikke noget

At indsende en egenbegæring om konkurs koster ikke noget. Vi starter med at drøfte, om konkurs eller rekonstruktion er den rette løsning for dit ApS eller enkeltmandsvirksomhed. Vi taler om, hvem der skylder penge, hvor meget, og om der er noget af værdi tilbage i firmaet, såsom kontanter, maskiner, biler eller tilgodehavender. På baggrund af disse oplysninger kan vi foreslå den bedste løsning for dit selskab eller din enkeltmandsvirksomhed. Det koster ikke noget, hvis du efter de indledende samtaler ikke ønsker at gå videre med os, eller hvis vi siger nej til at påtage os sagen.

Hvorfor melde mit eget firma konkurs?

Hvis det kun vil skabe mere gæld at fortsætte driften, kan du have pligt til at melde konkurs for at undgå ansvar. Det kaldes at indgive egenbegæring om konkurs.

Processen ved egenbegæring om konkurs

Vi hjælper med at udarbejde en konkursbegæring. I de fleste tilfælde afsiger retten konkursdekret uden, at du skal møde op. Herefter skal dit ApS eller firma afvikles bedst muligt ved at sælge værdierne og fordele pengene til kreditorerne i den rette rækkefølge.

Hvad er konkursbehandling?

Konkursbehandling er processen, hvor en insolvent virksomheds aktiver sælges, og provenuet fordeles til kreditorerne. Denne proces styres af en kurator, som er udpeget af skifteretten. Kuratorens opgave er at sikre en fair og effektiv afvikling af virksomheden inden for rammerne af konkursloven. Det betyder, at kreditorernes interesser varetages bedst muligt. Dette indebærer at:

1. Registrere og vurdere aktiverne: Kuratoren laver en opgørelse over alle virksomhedens aktiver og indhenter en vurdering af aktiverne hos en ekstern vurderingsmand.

2. Sælge aktiverne: Aktiverne sælges på en måde, der maksimerer deres værdi, ofte gennem auktioner eller direkte salg.

3. Fordele pengene: De penge som kurator har skabt ved at sælge det konkursramte selskabs aktiver og inddrive tilgodehavender fordeles blandt kreditorerne i overensstemmelse med konkursordenen. Nogle skal ifølge konkursloven have penge før andre. Det gælder for eksempel det salær til kurator som skifteretten bestemmer, og lønmodtagernes krav. Typisk har Lønmodtagerne Garantifond (LG) betalt de lønmodtagere som mistede løn, men til gengæld har LG overtaget disse fortrinsstillede krav.

Hvor lang tid tager en konkurs?

De fleste konkurser af mindre ApS eller firmaer er afsluttet på cirka 3 måneder. Din opgave er primært at give os de nødvendige oplysninger de første dage.

Sådan melder du selv konkurs

Hvis konkursbegæringen indleveres gennem en konkursadvokat, behandles sagen skriftligt i de fleste tilfælde, så du ikke skal møde op i retten.

Hvad sker der, når vi hjælper med en konkursbegæring?

Når vi har indleveret konkursbegæringen, sørger vi for, at retten afsiger konkursdekret.

Herefter samarbejder vi med dig om at sælge firmaets værdier. Vi indhenter en ekstern vurdering, og du har mulighed for selv at byde på tingene. Hvis du er højestbydende, så forelægges dit bud for kreditorerne. Vi håndterer al kontakt til kreditorer og medarbejdere, så du kan komme videre med dit liv.

Rekonstruktion eller konkurs?

Når vi overtager sagen, drøfter vi, om hensigten er rekonstruktion via konkurs med kreditorernes samtykke, eller konkurs med henblik på ophør og afvikling, så du kan komme godt videre.

Personlig konkurs: hvad det betyder og hvordan det kan påvirke dig

Når en privatperson erklæres konkurs, taler man om personlig konkurs. Det er ikke kun virksomheder, der kan gå konkurs; det gælder også privatpersoner og ejere af enkeltmandsvirksomheder, som hæfter personligt for virksomhedens gæld. Hvis du er insolvent og ikke kan betale dine regninger, kan dine kreditorer bede om at få dig erklæret personlig konkurs. For at gøre dette skal kreditorerne stille en sikkerhed på 30.000 kroner for omkostningerne ved konkursbehandlingen. Alternativt kan du selv indgive en konkursbegæring.

Konsekvenser af personlig konkurs

En personlig konkurs kan være den eneste realistiske udvej, hvis du driver en enkeltmandsvirksomhed, hvor gælden har vokset sig for stor. Ved en personlig konkurs er der lettere adgang til Gældssanering - særligt for personer som fortsat er arbejdsdygtige.

Erklære sig selv konkurs

Du har mulighed for at erklære dig selv konkurs ved at indsende en skriftlig konkursbegæring til skifteretten i din retskreds. Det kan vi hjælpe med, og det koster ikke nogen retsafgift at indgive en sådan begæring. Når du erklærer dig selv konkurs, skal du også stille sikkerhed for omkostningerne ved konkursen, som normalt beløber sig til cirka 30.000 kroner.

Processen ved personlig konkurs

Når skifteretten modtager en konkursbegæring afsiges konkursdekret. Herefter må den konkursramte ikke disponere over aktiverne længere. Kurator overtager kontrollen over alle aktiver og sælger dem for at skabe flest mulige penge til kreditorerne. Konkursboet afsluttes, når alle aktiver er solgt eller inddrevet. Så skal kurator lave et regnskab og fordele midlerne mellem kreditorerne i den rækkefølge som konkursloven bestemmer.

Skat og personlig konkurs

Indtægter og udgifter fra konkursboet betragtes som konkursindkomst og er som udgangspunkt ikke skattepligtige. Almindelig indkomst, såsom løn fra en ny arbejdsgiver, som du har tjent efter konkursen indgår ikke i konkursen og beskattes efter de almindelige regler.