Sommerhuse er for mange familier et samlingssted, der benyttes af flere generationer og går i arv fra generation til generation. Husene kommer ikke i fri handel, men familieoverdrages.

Der er væsentlige forhold, som man ved en sådan overdragelse skal være opmærksom på, ikke mindst fordi et sommerhus er et ganske stort aktiv: 

  • Hvem kan overtage sommerhuset?
  • Hvad skal der betales i SKAT/boafgift? Der kan i den sammenhæng være fordele ved at overdrage sommerhuset, mens den ældre generation endnu ikke er gået bort.
  • Skal flere arvinger dele sommerhuset som arv? Så bør der utvivlsomt udarbejdes en samejeoverenskomst, hvis man vil have klare spilleregler.
  • Skal sommerhuset være særeje for dem, der overtager det?
  • Og meget mere endnu.

Er det nødvendigt med testamente?

 Et testamente er aktuelt for at sikre, at huset bliver (det rigtige sted) i familien for eksempel,

hvis det familiemedlem, der skal arve, ikke er førstearving (typisk dit barn).

hvis du har flere børn, hvor kun det ene skal eller vil arve sommerhuset.

hvis der skal laves særeje over sommerhuset for den eller dem, der arver det.

Såfremt du kun har ét barn, og dette barn skal arve dit sommerhus, er det typisk ikke nødvendigt at oprette et testamente, medmindre du ved at gøre det til særeje vil sikre dit barn i en skilsmissesituation. I forbindelse med at han eller hun arver, skal sommerhuset værdiansættes, og man sætter normalt værdien til 15 eller 20 % under den offentlige vurdering (afhængig af en skatteretlig vurdering). Du skal dog være opmærksom på, at dit barn formentlig skal betale boafgift, når sommerhuset arves.
 

Er det familiemedlem, der skal arve sommerhuset, ikke dit barn?

Arvelovens bestemmelser afgør, hvem der arver, hvis ikke arvelader har oprettet testamente.

Derfor skal du som arvelader for det første være opmærksom på, om den person, du ønsker, skal arve, er arving ifølge arvelovens bestemmelser. Har du ingen børn eller ægtefælle, men eksempelvis en søster og en nevø, som du ønsker skal arve sommerhuset sammen, skal der oprettes et testamente; ellers vil sommerhuset tilfalde din søster.
 

Har du flere børn, hvor kun det ene skal eller vil arve sommerhuset?

Efterlader du dig flere børn, og har du ikke oprettet et testamente, der tager stilling til, hvem der skal arve sommerhuset, kan det ende hos hvem som helst af børnene eller hos en helt tredje person.

I et testamente kan du bestemme, at én bestemt arving skal have sommerhuset, eller at flere skal arve det til ligedeling eller skævt fordelt. Man skal dog være opmærksom på tvangsarvsreglerne, der ofte sætter en grænse for, hvad man kan bestemme over et forholdsvis stort aktiv som et sommerhus.

Selv om det ene barn skal have sommerhuset, kan du stadig bestemme, at alle børn skal arve lige meget, fx i en situation som denne:

Sommerhuset har en værdi på kr. 1.200.000, mens den samlede formue er på kr. 3 mio. Du ønsker, at dine arvinger skal arve lige meget, men samtidig ønsker du, at arving 3 skal have ret til at arve sommerhuset. Du kan så i dit testamente bestemme, at arving 3 skal kunne overtage sommerhuset mod at betale de "manglende" kr. 200.000 til dødsboet. Alle tre modtager derved kr. 1.000.000.

I en situation som denne vil sommerhusets værdi ofte blive fastsat af en ejendomsmægler antaget af boet.
 

Du kan overdrage sommerhuset inden din død og samtidig spare dine arvinger for boafgift

Mange vælger at overdrage sommerhuset til deres barn eller børn, mens de stadig er i live for at spare boafgift.

Måske har barnet ikke mulighed for at betale købesummen, men det kan normalt klares ved, at barnet udsteder et gældsbrev for købesummen. Gældsbrevet nedskrives så årligt med det beløb, man afgiftsfrit må give sine børn i gave. Købesummen kan man typisk fastsætte 15 eller 20 % under den offentlige vurdering, selvom sommerhusets værdi i fri handel reelt er højere.

En sådan overdragelse bør ikke foretages uden advokatbistand, idet der er mange potentielle fælder:

  • Sidder man i uskiftet bo, kan overdragelsen og de efterfølgende gaver i visse tilfælde omstødes.
  • Hvis gældsbrevet ikke er udformet korrekt, risikerer barnet eller børnene at blive afgiftspligtig af hele købesummen.
  • Sommerhuset bliver ikke uden videre særeje for barnet eller børnene. Det betyder, at værdien af sommerhuset skal deles med ægtefællen i tilfælde af skilsmisse eller dødsfald.

 ------------------------------------


Overdrag eller køb i det hele taget aldrig et sommerhus uden at have en kompetent advokat med på sidelinjen.