Inden købet
Fejl og mangler skal helst opdages, inden man køber noget, hvad enten det er (land)fast eller flydende ejendom.
Dels har man i henhold til lov og domspraksis en pligt til at foretage en grundig undersøgelse af det, man påtænker at købe. Kunne og burde man have opdaget en fejl eller mangel ved at se sig ordentligt for, kan man som udgangspunkt ikke efterfølgende gøre krav gældende mod sælger.
Dels er det aldrig sjovt at skulle bruge kroner, kræfter og frustrationer på en retssag mod sælger og da helt specielt ikke, hvis det i sidste ende skulle vise sig, at sælger ikke har betalingsevne.
Brug advokat ved købet og måske allerede under forhandlingerne, ikke først til gennemgang af kontraktudkastet. Blandt mange andre ting kan din advokat fx være med til at forsøge at få sælger til at afgive en garanti.
Efter at du har underskrevet købsaftalen
Er det alligevel gået galt, og opdager du efter, at båden er blevet din, fejl eller mangler ved den, bør du overveje med det samme at kontakte en advokat, så du fra starten griber det korrekt an medmindre du er helt sikker på, at det drejer sig om ting i småtingsafdelingen.
Under alle omstændigheder skal der reklameres hurtigt over for sælger, efter at du har opdaget fejlen eller manglen. Ved skjulte fejl/mangler har man lidt længere snor tidsmæssigt, men husk at det ikke er dig, men en domstol, der i sidste ende afgør, hvad rimelig tid er.
Pligten til at reklamere hurtigt hører under de juridiske regler om passivitet. Herudover findes der regler om forældelse, som bestemmer, at der er grænser for, hvor længe efter købet, du kan komme efter sælger pga. fejl/mangler.
Uanset om ansvaret eller risikoen for fejlen/manglen er sælgers, har du pligt til også at varetage sælgers interesse ved at sørge for, at fejlen/manglen ikke vokser unødigt eller giver anledning til følgeskader, som kunne være undgået. Det er jo dig, der fysisk disponerer over båden.
Disse regler om tabsbegrænsningspligt er et af de steder, hvor gør-det-selv-jurister jævnligt kommer galt afsted. Hvis man overhovedet foretager tabsbegrænsningsforanstaltninger, som man skal, glemmer man måske at sikre sig den dokumentation, der skal til for senere at kunne forlange, at sælger dækker udgiften. Og hvad næsten værre er: man tænker ikke på, at de nødforholdsregler, man træffer, helt eller delvist kan destruere beviserne for, at båden faktisk havde de skavanker, som man påberåber sig.
Som køber er det dig, der (normalt) har bevisbyrden for de fejl/mangler, som du påstår, at båden lider af. Bestrider sælger din påstand, kan du typisk kun løfte bevisbyrden ved, at der i domstolsregi gennemføres et syn og skøn. Din reparatør i vidneskranken eller en énsidigt indhentet erklæring er sjældent i sig selv tilstrækkeligt til, at du vinder.
Mange har den opfattelse, at det er billigere og smartere at købe brugt direkte af en privatperson end at købe hos eller gennem en forhandler men det holder ikke vand i alle sammenhænge. Gør din båd heller ikke det, eller lider den af andre fejl/mangler, er du nemlig som udgangspunkt bedre stillet ved at have købt en ny eller brugt båd hos et firma, der har bådsalg eller -formidling som erhverv, end hos en privat.
Køber du som privatperson båd hos en forhandler, er der tale om et forbrugerkøb, hvor købeloven og retspraksis på en række områder stiller dig gunstigere end ellers fordi man lægger til grund, at din sælger ofte vil være din overmand mht. faglig viden og andre ressourcer. En forhandler slipper ikke godt fra fejl og mangler ved i aftalen at forsøge generelt at fraskrive sig hæftelsen for fejl og mangler uden garanti, som beset, ingen reklamationsmulighed.
Køber du af en ligemand, en anden privatperson, kalder man det civilkøb, og I bliver som udgangspunkt behandlet lige. Det samme gælder, hvor to virksomheder inden for samme branche handler med hinanden handelskøb.
Man skal have in mente, at der kan være en gråzone med usikre grænser mellem fejl og mangler og slid og ælde.
