Fysioterapeuter er autoriseret efter autorisationslovens § 59, hvor det bl.a. fremgår, at autorisation som fysioterapeut meddeles den, der har bestået dansk fysioterapeuteksamen eller en udenlandsk uddannelse, der kan sidestilles hermed.

Autorisationsordningens vigtigste funktioner er til dels at give autorisationens indehaver titelbeskyttelse, og til dels for visse faggruppers vedkommende virksomhedsbeskyttelse.

Det er dermed kun den, der har autorisation som fysioterapeut, som har retten til at betegne sig som fysioterapeut. Efter autorisationslovens § 78 er det strafsanktioneret med bøde, hvis en person, der uden autorisation anvender betegnelsen, eller hvis personen betegner sig eller handler på anden måde, der er egnet til at vække forestilling om, at den pågældende har en sådan autorisation.

Efter lovbemærkningerne omfatter fysioterapeuters virksomhedsområde undersøgelse, analyse, funktionsdiagnostik, behandling, evaluering samt dokumentation og kvalitetssikring med henblik på at udvikle, styrke, opretholde og genskabe optimal bevægelses- og funktionsevne hos mennesker med henblik på at fremme sundhed og livskvalitet samt forebygge funktionstab og begrænsninger hos det enkelte menneske.

Fysioterapeuters virksomhedsområde er imidlertid som udgangspunkt ikke forbeholdt fysioterapeuter, hvilket indebærer, at andre end fysioterapeuter også har ret til at udføre den pågældende virksomhed. Da fysioterapeuters virksomhedsområde ikke er forbeholdt fysioterapeuter, er virksomhedsområdet således heller ikke optaget i selve lovteksten i § 59.

Pr. 1. juli 2017 blev fysioterapeuter imidlertid tilføjet i autorisationslovens § 52, stk. 5. Bestemmelsen er placeret i autorisationslovens kapitel 12 om kiropraktorer og har i dag følgende ordlyd:

Kiropraktorer, læger, osteopater og fysioterapeuter har ret til at udføre manipulationsbehandling af rygsøjlen. Det samme gælder registrerede alternative behandlere med minimum 250 timers uddannelse inden for manuel behandling.

Fysioterapeuter har herefter - sammen med de andre faggrupper - som et forbeholdt virksomhedsområde ret til at udføre manipulationsbehandling af rygsøjlen.

Af lovbemærkningerne fremgår i forbindelse med ændringen:

Fysioterapeuter får med lovforslaget ret til at foretage manipulationsbehandling af rygsøjlen, uden at der stilles yderligere uddannelsesmæssige krav, idet fysioterapiuddannelsen er en 3½ årig professionsbachelor, hvori der bl.a. indgår undervisning i anvendelse af fysisk træning og aktivitet samt manuelle teknikker. Uddannelsen skal kvalificere til at kunne udføre fysioterapi i forhold til udredning, diagnostik, behandling, genoptræning, lindring, sundhedsfremme, bevarelse af sundhed, forebyggelse og rehabilitering. I lighed med kiropraktorer og læger er fysioterapeuterne autoriserede efter autorisationsloven.

Fysioterapeuter vil herefter i medfør af deres autorisation kunne udføre manipulationsbehandling af rygsøjlen på eget initiativ og eget ansvar, og det straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, hvis en person, der uden autorisation eller tilladelse udøver manipulationsbehandling af rygsøjlen.

Manipulationsbehandling af kroppens perifere led, ledmobilisering af ryggen og kroppens perifere led og bløddelsbehandling er ikke forbeholdt autoriserede sundhedspersoner eller andre.

Hvorvidt en fysioterapeut kan gennemføre en behandling, vil altid være en konkret vurdering, der vil skulle tages i det konkrete tilfælde og med udgangspunkt i omhyggelig og samvittighedsfuld faglig virksomhed efter autorisationslovens § 17.