Man hører ofte, at der ikke er grund til at benytte advokatbistand, når man handler bolig, specielt ikke når man sælger.

universadvokater har repræsenteret en klient på Fyn, der skulle sælge sit hus.

Formidlingsaftalen, som klientens ejendomsmægler fra en af de store mæglerkæder udarbejdede, indeholdt følgende bestemmelse:

"Det er mellem parterne aftalt, at for yderligere at øge motivationen for mægler, til at prøve at opnå en højere handelspris for ejendommen, er det mellem parterne aftalt at hvis den handlede pris overstiger udbudsprisen, tilgår en %-del af dette til mægler i salær. Denne sats er standard sat til 20% af et evt. overbud + moms. Eksempelvis hvis ejendommen sælges til et overbud på kr. 50.000,- og der tilgår derfor et tillægssalær på 10.000 kr. + moms til ejendomsmægleren, i alt 12.500 kr. inkl. moms, som tillægges oveni det i forvejen aftalte salær. Bonussen kan dog på intet tidspunkt overstige det samlet vederlag."

Det lykkedes at undgå de ubehagelige følger, som denne ubehjælpsomt formulerede bestemmelse kunne have fået.

En ejendomsmægler har en egeninteresse i ikke at sætte udbudsprisen for højt. Jo lavere udbudspris, jo lettere og hurtigere sælges huset alt andet lige med mindre arbejde, hurtigere betaling og større cadeau for effektivt salgsarbejde til følge.

En bestemmelse som den anførte tilskynder yderligere til at sætte udbudsprisen lavt, idet dette øger mæglerens chance for et forhøjet salær.

Mægleren havde i dette tilfælde anført "vederlag i alt" til kr. 40.000, men det kunne i stedet være endt på kr. 80.000.

Der er god grund til at benytte advokat, når man skal sælge sin bolig og til at gøre det helt fra starten.