Når jeg underviser eller holder oplæg om sundhedsjura på danske sygehuse, spørger jeg jævnligt sundhedspersonerne, om de har deltaget i behandlingen af en patient.
Svaret hertil er ikke overraskende et ja.
De fleste sundhedspersoner er ikke i tvivl, om de i en bestemt situation har behandlet en patient. Alligevel tøver de lidt, når de efterfølgende bliver spurgt, hvad en patient så egentlig er.
Patientbegrebet er centralt i sundhedsjuraen, da det at være patient medfører en lang række rettigheder. Eksempelvis har afsnit III i sundhedsloven overskriften Patienters retstilling, og her fremgår det i § 13:
Reglerne i afsnit III gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er fastsat i lovgivningen.
I afsnit III er efterfølgende beskrevet rettigheder vedrørende bl.a. patienters selvbestemmelse, aktindsigt og sundhedspersoners tavshedspligt.
Begrebet patient er ikke direkte fastlagt i sundhedsloven, men man antager, at en patient er en bruger af sundhedsvæsenet hvad enten vedkommende er rask eller syg. En modtager af en forebyggende sundhedsydelse eller en gravid er således også en patient. Uden for begrebet falder raske forsøgspersoner.
