Hvis du ikke tager stilling til, hvem der skal arve dig, når du dør, kan det få alvorlige økonomiske konsekvenser for dine efterladte. For eksempel risikerer din ægtefælle eller samlever at skulle gå fra hus og hjem, hvis der ikke er orden i papirerne. Og dine børn risikerer at miste halvdelen af deres arv, hvis de bliver skilt fra deres ægtefælle.

Der er mange gode grunde til at oprette et testamente. Med et testamente kan du fx

  • sikre, at din ægtefælle eller din samlever får arven eller mest muligt, hvis I har fælles børn eller børn fra tidligere forhold.
  • omfordele arven. Det er ikke sikkert, at dine ønsker svarer til arvelovens udgangspunkt. Det kan fx være, at du ønsker at begunstige et barnebarn eller en svigerdatter eller svigersøn.
  • sikre, at arven bliver særeje for dine arvinger, således at de ikke skal dele med en ægtefælle ved skilsmisse.
  • forebygge uenighed mellem arvinger om fordelingen af aktiver. I et testamente kan du ikke blot tage stilling til, hvilket beløb eller hvilken brøkdel en arving skal have, men også til hvem der skal have ret til bestemte ting, du efterlader dig.
  • begunstige en velgørende forening og samtidig spare boafgift.