En skyldner som kan gå konkurs, kan både være et såkaldt kapitalselskab som et A/S, ApS eller et IVS. Det kan også være en personlig skyldner.
Er en skyldner insolvent, skal hans bo tages under konkursbehandling, når det begæres af skyldneren eller en fordringshaver.

Konkurs kræver altså en begæring enten fra skyldneren selv eller en kreditor.

Derudover kræves også, at skyldnere skal være såkaldt insolvent. En person eller virksomhed er insolvent, hvis man ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående. Det står i konkurslovens § 17.

Det er værd at bemærke, at insolvensbetingelsen godt kan være opfyldt, selvom et selskab har en positiv egenkapital. Dog vil vi i sådan en situation altid se, om vi kan hjælpe med at skabe finansiering eller kapitalindskud støttet på den positive egenkapital. I fald der herved kan skabes likviditet i rette tid, så kan konkurs undgås.