Er begæringen om rekonstruktion indgivet af skyldneren, indleder skifteretten straks ved modtagelsen rekonstruktionsbehandling, hvis betingelserne er opfyldt. Det samme gælder, når begæringen kommer fra en kreditor, og der er givet samtykke fra skyldneren.

Hvis skyldneren er en fysisk person, og såfremt han ikke samtykker i begæringen senest på mødet for ved at udeblive ændres rekonstruktionsbegæringen til en konkursbegæring, der straks behandles.

Hvis skyldneren er et selskab, og selskabet ikke samtykker senest på mødet, kan skifteretten tage rekonstruktionsforslaget til følge mod ledelsens vilje. I de tilfælde bestemmes det samtidigt, at rekonstruktøren overtager ledelsen af selskabet. Hvis skyldneren er et selskab, kan rekonstruktionsbegæringen ikke ændres til en konkursbegæring.

Ønskes selskabet erklæret konkurs i tilfælde, hvor en begæring ikke er taget til følge, skal der indgives en lovformelig konkursbegæring. Begæringer om rekonstruktion og konkurs mod et selskab kan sagtens indgives samtidigt, og indkaldelse kan ske til samme tidspunkt.

Når rekonstruktionsbehandlingen er indledt, kan begæringen ikke tilbagekaldes. Så længe en begæring om rekonstruktion er under behandling, og så længe en rekonstruktionssag verserer, kan en konkursbegæring ikke behandles.

Skifteretten skal ved indledningen af rekonstruktionsbehandlingen beskikke en eller flere rekonstruktører og en regnskabskyndig tillidsmand for skyldneren. Skifteretten bestemmer, hvem der skal beskikkes, og er ikke bundet af de forslag, som er anført i begæringen.

Skifteretten fastsætter også et såkaldt planmøde. Det skal afholdes inden inden fire uger efter rekonstruktionsbehandlingen er blevet indledt. Skifteretten indrykker en bekendtgørelse i Statstidende. Her fremgår det hvori rekonstruktionsbehandlingens indledning offentliggøres, og kreditorerne indkaldes til planmødet.

Forud for planmødet hjælper vi som rekonstruktør med at lave et forslag til en rekonstruktionsplan. Den skal ifølge loven indeholde følgende:

En begrundet redegørelse for hvilken type forslag til rekonstruktion der agtes fremsat, og en vurdering af, om der er væsentlige forhold, som kan hindre en gennemførelse af denne rekonstruktion.

Regnskabsmæssig balance pr. dagen for indledningen af rekonstruktionsbehandlingen.

Oplysning om, hvorvidt der efter tillidsmandens opfattelse er mangler ved skyldnerens seneste årsrapport.

Redegørelse for de væsentligste skridt, der agtes foretaget under rekonstruktionsbehandlingen.

Vedtager kreditorerne ikke en rekonstruktionsplan på mødet, så ophører rekonstruktionsbehandlingen, hvorefter skyldneren bliver taget under konkursbehandling. Vedtages en rekonstruktionsplan, og sker der efterfølgende væsentlige ændringer i forudsætningerne for den vedtagne plan, indkaldes der igen til retsmøde i skifteretten, hvor der tages stilling til det videre forløb.

Senest seks måneder efter planmødet, skal der holdes et afstemningsmøde i skifteretten. På dette møde skal kreditorerne stemme om og skifteretten skal stadfæste det forslag til rekonstruktion (såkaldt rekonstruktionsforslag) som vi udarbejder sammen.

Forslaget kan indeholde en tvangsakkord og/eller en virksomhedsoverdragelse. Hvis kreditorerne ikke vedtager forslaget, eller hvis skifteretten nægter at stadfæste det, ophører rekonstruktionsbehandlingen, og skyldneren tages under konkursbehandling.

Rekonstruktøren kan ved et møde i skifteretten og i samråd med kreditorerne anmode om udsættelse af afstemningsmødet med indtil to måneder ad gangen, dog ikke ud over fire måneder. En rekonstruktionsbehandling varer typisk i syv måneder og kan maksimalt vare et år.

Er skyldneren fortsat insolvent ved rekonstruktionsbehandlingens ophør, indledes automatisk konkursbehandling.