Indledning
Dansk erhvervsliv har dygtigt redet den værste corona-storm af. Mange virksomheder er kommet styrket ud af krisen med vækst og øget indtjening. Da corona for alvor ramte, opstod der frygt for at rigtig mange virksomheder ville gå konkurs. Sådan er det heldigvis ikke gået statistikkerne viser gennemgående et meget lavt antal konkurser.
Der lurer dog fortsat en bekymring for, at en række virksomheder kan blive ramt af alvorlige økonomiske problemer og i værste fald konkurs. Det drejer sig især om de brancher, der har været hårdest ramt af corona-restriktionerne, og ikke mindst de virksomheder, der har måttet gældsætte sig kraftigt, bla. gennem lån og kreditter i relation til moms, A-skatter mv. Bekymringen er, at en række af disse virksomheder før eller siden må give op og ende i konkurs.
Før en kriseramt virksomhed går konkurs, vil ledelse, kapitalejere og andre interessenter i virksomheden naturligvis søge at finde andre løsninger. Det var glædeligt at se, at der under den akutte krise i foråret 2020 var mange parter, der anerkendte en gensidig interesse i at finde løsninger frem for på kort sigt at optimere egne interesser. Det gjaldt fx i forholdet mellem arbejdsgiver/medarbejdere, udlejer/lejer, selskab/bank og leverandør/kunde. De erfaringer kan vise sig nyttige.
Hertil kommer, at ledelsen ofte ved inddragelse af rådgivere som advokat og revisor har en række instrumenter, der kan medvirke til redning af virksomheden, fx ved rekonstruktion af selskabets drift og gæld.
Uanset god vilje og nyttige redskaber vil der dog være virksomheder, der må erkende, at slaget er tabt. Det kan være fordi likviditetsbelastningen er så kraftig, at den ikke står til at dække uanset kreditter fra staten og velvilje fra bank og andre interessenter. Eller det kan være, at mangel på omsætning over mange måneder har slået et hul så stort, at det ikke kan indhentes i en normaliseret situation.
Disse virksomheder vil gå konkurs. Men en konkurs kommer ikke af sig selv nogen skal tage initiativet til konkursen. Og hvem er det? Og hvad er praktikken i den forbindelse?
Hvem tager initiativet til en konkurs?
Overordnet set kan et selskab erklæres konkurs, hvis selskabet selv (dvs. via dets ledelse) indgiver konkursbegæring, eller hvis en af dets kreditorer indgiver konkursbegæring.
Et selskabs ledelse kan have pligt til at indgive konkursbegæring mod selskabet, hvis selskabets situation er håbløs, altså hvis selskabet ikke står til at redde. Der er en ganske vid margin for, hvornår denne pligt indtræffer. Ledelsen kan selvfølgelig kæmpe for selskabets overlevelse og afsøge realistiske muligheder herfor (øgede kreditter fra banken, tilførsel af kapital fra kapitalejere, aftaler med kreditorer, mv.), men må det erkendes, at det er håbløst, bør ledelsen indgive selskabets egen konkursbegæring, så driften indstilles, og selskabet kan afvikles efter konkurslovens regler.
Når ledelsen kan have pligt til at begære selskabet konkurs, hænger det selvfølgelig primært sammen med hensynet til selskabets kreditorer, både eksisterende og potentielle. For selskabets bestående kreditorer er ønsket hvis selskabet ikke kan fortsætte som going-concern at få selskabets aktiver realiseret bedst muligt og fordelt (som udgangspunkt) ligeligt mellem kreditorerne. For potentielle nye kreditorer er hensynet at undgå (yderligere) tab. Leverer en leverandør fx varer for kr. 200.000 på kredit til et selskab i en håbløs situation, så vil den pågældende leverandør jo efter al sandsynlighed tabe de 200.000 et tab, der kunne være undgået, hvis ledelsen havde trukket i nødbremsen.
Hvis ledelsen tilsidesætter pligten til at indgive konkursbegæring, kan ledelsen efter omstændighederne pådrage sig et personligt erstatningsansvar overfor de kreditorer, der lider tab derved.
Et selskab kan også erklæres konkurs, hvis en kreditor indgiver konkursbegæring. Det kræver, at selskabet er insolvent, dvs. ikke kan betale sin gæld efterhånden som den forfalder.
Et selskabs bank kan derfor indgive konkursbegæring mod et selskab, der ikke kan opfylde sine forpligtelser overfor banken. Bankerne er normalt tilbageholdende med at indgive konkursbegæring, og i den nuværende situation vil det nok kun ske i særlige situationer, fx hvor tilliden til ledelsen/kapitalejerne mistes, eller hvor det findes afgørende for at bevare værdien af et pant.
Et selskabs medarbejdere kan også indgive konkursbegæring, hvis lønnen ikke betales. Det vil normalt ske via fagforeningen.
Endelig kan andre kreditorer, fx leverandører, der har leveret på kredit, indgive konkursbegæring, hvis selskabet ikke kan betale regningen.
En konkurs kommer ikke af sig selv, men kræver at der indgives en skriftlig konkursbegæring til skifteretten. Det ses ikke så sjældent, at ingen tager initiativ til en konkursbehandling, selv i situationer, hvor det er klart, at et selskab skal gå konkurs. Det kan skyldes, at ingen ønsker at være den udløsende faktor, eller at der er problemer med at finansiere sikkerhedsstillelsen til skifteretten, jfr. nedenfor. Det er som det klare udgangspunkt ledelsen, der har initiativet, hvis selskabets situation er håbløs, men i praksis er det somme tider vanskeligt at få beslutningen taget og effektueret. Ofte vil inddragelse af advokat med erfaring med nødlidende virksomheder dog kunne medvirke til en løsning af en fastlåst situation, da advokaten kender spillereglerne.
Praktikken
Beslutter ledelsen i et selskab, at selskabet selv skal indgive konkursbegæring, er praktikken overskuelig. Ledelsen skal underskrive en konkursbegæring, der typisk udarbejdes i samråd med en advokat. Konkursbegæringen indsendes til skifteretten sammen med en række bilag, der belyser selskabets økonomiske situation.
Der skal samtidig stilles kontant sikkerhed for omkostningerne ved konkursens behandling med kr. 30.000-40.000,- (kr. 15.000-25.000,- hvis der er stillet virksomhedspant). I et kriseramt selskab kan det være vanskeligt at finde pengene til denne sikkerhed, men en advokat, der er vant til at arbejde med konkurssager, kan nogle gange finde en løsning herpå i samarbejde med virksomheden og evt. banken.
Når skifteretten modtager en konkursbegæring mod et selskab, vil skifteretten med relativt kort varsel (normalt en uges tid) indkalde ledelsen til et møde, hvor det afklares om konkursbetingelserne er opfyldte. Det vil de typisk være, hvis det er selskabet selv, der har indgivet konkursbegæringen. I så fald afsiger skifteretten et formelt konkursdekret, og det er først på dette tidspunkt selskabet er gået konkurs. Samtidig med konkursdekretet fratræder ledelsen og afløses af en kurator, der udpeges af skifteretten.
Ønsker en kreditor at indgive konkursbegæring, er processen ofte stort set det samme her er det blot kreditoren, der tager initiativet.
