Regeringen indgik den 9. september 2020 en politisk aftale med Folketingets øvrige partier om at lempe kravene til omdannelse af iværksætterselskaber til anpartsselskaber. Den 17. december 2020 blev reglerne endeligt vedtaget, og de vil have virkning allerede fra den 1. januar 2021 til glæde og gavn for IVS-ejere.

Udfasning af IVSet

Siden den 16. april 2019 har det ikke længere været muligt at stifte et iværksætterselskab (IVS). Udfasningsreglerne, der blev vedtaget på det tidspunkt, fastslog endvidere, at alle eksisterende IVSer skulle omdannes til ApSer senest den 15. april 2021. Alternativt ville de blive tvangsopløst.

De fortsat gældende udfasningsregler indeholder dog en uhensigtsmæssig omkostningsfyldt byrde for de eksisterende IVSers omdannelse.

Udfasningsreglerne kræver nemlig, at der til brug for enhver omdannelse af et IVS skal indhentes en erklæring fra en godkendt revisor om, at en kapital på mindst kr. 40.000, som er det gældende kapitalkrav for et ApS, er til stede. Og en sådan erklæring kan kun undlades, hvis visse betingelser er opfyldt.

Det betyder for det første, at en omdannelse efter de nuværende regler kræver en erklæring fra en godkendt revisor, og at omdannelse ikke blot kan forestås af en advokat som ved kontant nystiftelse af et ApS.

Derudover betyder det, at et IVS efter de nuværende regler ikke blot skal indskyde kontanter eller aktiver til forhøjelse af den nominelle selskabskapital, men også samtidig skal indskyde til dækning af eventuelle regnskabsmæssige underskud.

Omdannelse efter 1. januar 2021

Men nu bliver det nemmere og billigere at omdanne et IVS til et ApS. Håbet er selvsagt, at de sunde iværksætterselskaber vælger at omdanne sig fremfor at lade sig tvangsopløse.

Med virkning fra den 1. januar 2021 bliver det muligt at omdanne et IVS til et ApS ved blot at indbetale forskellen mellem IVSets registrerede, nominelle selskabskapital og de kr. 40.000, som er det gældende minimumskrav for ApSer.

Hvis du eksempelvis har indskudt kr. 10.000 ved stiftelsen af dit IVS, så kan IVSet blive omdannet til et ApS ved indskydelse af de resterende kr. 30.000. Således ophører kravet om, at man i forbindelse med omdannelse samtidig skal dække eventuelle regnskabsmæssige underskud.

Derudover skal indbetalingen af restkapitalen fremover følge de regler og procedurer, der gælder for kapitalforhøjelser. Dette betyder blandt andet, at der ikke længere vil være krav om indhentelse af revisorerklæring til brug for en omdannelse på kontant basis. Derimod kan den advokat, der anmelder omdannelse i Erhvervsstyrelsens system, også afgive erklæring om, at kapitalen er til stede.

Vejen fra IVS til ApS er således blevet gjort betydeligt lettere og mindre byrdefuld.

Fristen for omdannelse udsættes

Med vedtagelsen af de nye udfasningsregler er fristen for at omdanne sit IVS til et ApS endvidere blevet forlænget med 6 måneder til den 15. oktober 2021.