Med jævne mellemrum er sundhedspersoner tilbageholdende med at videresende oplysninger og materiale, f.eks. journaludskrifter - til deres advokat, da de er bekymrede for at bryde tavshedspligten.

Det vil dog i praksis være nødvendigt for advokaten at få dette videregivet for at kunne bedømme sagen juridisk korrekt og dermed sikre sundhedspersonens rettigheder og afklare eventuelle forpligtelser.

Autoriserede sundhedspersoners tavshedspligt er udtrykkeligt fastsat ved lov i sundhedslovens § 40, stk. 1, der har følgende ordlyd:

En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i denne lov.

Ved ordene "jf. dog reglerne i denne lov" ligger der i selve bestemmelsen om tavshedspligt en henvisning til, at patienten i visse tilfælde ikke har krav på, at sundhedspersonen iagttager tavshedspligten.

Det følger i den forbindelse af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af væsentlige hensyn til f.eks. sundhedspersonen selv. I dette tilfælde hensynet til at sundhedspersonen har adgang til at sikre sin retsstilling ved advokatbistand.

I sag nr. 0126916 fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn havde en praktiserende læge overgivet en patientjournal til sin advokat med henblik på advokatens vurdering af, om patientens søn kunne få aktindsigt. Der forelå ikke et brud på tavshedspligten, og nævnet udtalte i den forbindelse:

Nævnet har lagt vægt på, at en person altid kan vælge at lade sig repræsentere af en advokat med henblik på at få juridisk bistand, uden at der herved opstår spørgsmål om, hvorvidt det vil være brud på tavshedspligten, at der videregives de til sagens varetagelse nødvendige oplysninger til advokaten. Nævnet kan i denne sammenhæng oplyse, at en advokat har tavshedspligt vedrørende de oplysninger, som advokaten får kendskab til i forbindelse med varetagelse af en sag.

Heri ligger også at der skal være plads til, at sundhedspersonen sender sin advokat materiale og/eller oplysninger, der ender med ikke at blive relevant for sagen, da en del af advokatbistanden omfatter en vurdering af, om det kan være relevant.

Synspunktet er i øvrigt næppe overraskende og er også udtrykt indenfor andre retsområder. Eksempelvis fremgår det direkte af funktionærlovens § 10, stk. 1, at funktionærer har ret til at give oplysninger til deres fagorganisation om deres egne løn- og arbejdsvilkår. Et forbehold i ansættelseskontrakter mod at give sådanne oplysninger vil være ugyldigt.