I januar 2022 kom det frem i flere danske nyhedsmedier, at flere hundrede ankelpatienter på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital igennem en længere årrække har fået lavet et indgreb, hvor patienterne har været uvidende om, at indgrebet havde karakter af et forsøg og eksperiment. Indgrebet erstattede manglende eller beskadigede ledbånd med wirer, som blev fæstnet til knoglerne.
Efter TV2's oplysninger er et ukendt antal af patienterne blevet påført invaliderende skader, som kan være livsvarige. TV 2 oplyste endvidere, at Patienterstatningen indtil videre havde modtaget 63 klagesager omhandlende kirurgen og ankeloperationen, hvoraf 40 patienter havde fået medhold i klagen, og der er udbetalt over 9 millioner kroner i erstatning.
Sagerne rejser flere sundhedsretlige problemstillinger, bl.a. om informeret samtykke.
Det følger af sundhedslovens § 15, stk. 1, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Ved et informeret samtykke forstås i sundhedslovens forstand et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side. Det følger desuden direkte af sundhedslovens § 16, stk. 5, at sundhedspersonen særligt skal oplyse om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, og som patienten skønnes at være udvidende om.
Hvis en sundhedsperson iværksætter en behandling uden først at indhente et informeret samtykke - og dermed også uden først at give de fyldestgørende informationer, der kræves for dette - så kan den pågældende sundhedsperson pådrage sig såvel et erstatningsansvar som et disciplinært ansvar.
Når man juridisk set skal tage stilling til, om en sundhedsperson har handlet erstatningspådragende, vurderer man det bl.a. ud fra den såkaldte erfarne specialiststandard i klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1. Der er tale om en strengere målestok end inden for den almindelige erstatningsret, da man sammenligner med en sundhedsperson, som fuldt ud behersker den pågældende medicinske viden og erfaring. Man ser dermed bort fra, om den pågældende sundhedsperson rent faktisk var en erfaren specialist med de nødvendige forudsætninger for behandlingen.
