En 9 år gammel sag om investering i miljøteknologi i en stald på en landbrugsejendom i Jylland har nu omsider retning mod sin afslutning, efter at den pågældende landmand har vundet en sag i Vestre Landsret (VL) efter at have tabt i byretten.
Sagens juridiske kerne var, om en bekendtgørelse fra 2015, som var blevet skærpet i årene efter, skulle fortolkes på samme måde som efter skærpelsen. Det afviste VL. Betingelsen om at tilsagnshaver landmanden i en årrække efter slutudbetalingen til stadighed havde det årlige arbejdskraftbehov, gjaldt ikke før bekendtgørelsens skærpelse.
Sagen startede i 2015, hvor vores klient ansøgte om tilsagn om tilskud til investering i miljøteknologi i sin stald. Landbrugsstyrelsen gav året efter tilsagn og grønt lys. Teknologien blev implementeret i stalden og herefter fulgte nogle år med bedre og mere moderne drift, indtil landmanden i sommeren 2021 i forbindelse med at anmode om slutudbetaling blev mødt af afslag fra Landbrugsstyrelsen. Begrundelsen var, at vores klient ikke længere opfyldte det årlige arbejdskraftsbehov på 830 timer, idet der efter indsendelsen af anmodning om slutudbetaling blev påbegyndt et generationsskifte af besætningen.
Landmanden havde ganske rigtigt generationsskiftet med sin søn, og ejede nu 50 / 50 bedriften, så styrelsen begrundede ligeledes afslaget med et ændret CVR nr. som følge af skiftet.
Landmanden tilhører dog den stålsatte type, som ikke lader sig slå ud, så vi forsøgte med VL, og det lykkedes.
Efter vores vurdering kan et ændret CVR nr. ikke begrunde bortfald af udbetaling, og det var VL heldigvis enig med os i. Vi måtte dog først forbi byretten, som gav Miljø- og Fødevareklagenævnet medhold, da reglerne blev fortolket således, at arbejdskraftbehovet skulle være opfyldt frem til udbetalingstidspunktet.
Generationsskiftet til far søn var heller ikke i strid med reglerne. På det grundlag gav VL som nævnt landmanden medhold, og Miljø- og Fødevareklagenævnet v/ Kammeradvokaten tabte.
Artiklen er skrevet af Per Hansen og Stine G.H. Petersen
