Efter selskabslovens § 225 kan Erhvervsstyrelsen anmode skifteretten om at opløse et kapitalselskab, såfremt selskabet ikke længere er lovligt. Et selskab er eksempelvis ikke længere lovligt, hvis Erhvervsstyrelsen ikke har modtaget kapitalselskabets godkendte årsrapport, eller hvis kapitalselskabet ikke har en lovlig ledelse. Selskabslovens § 225, stk. 1, nr. 1 11 oplister herudover alle de grunde, som kan give anledning til, at Erhvervsstyrelsen sender et selskab til tvangsopløsning ved skifteretten. I denne artikel vil grunden til tvangsopløsning blive kaldt for Manglen.

Genoptagelse

Hvis du er havnet i den situation, at dit selskab er sendt til tvangsopløsning, men du ønsker at forsætte dit selskab, har du mulighed for at søge om genoptagelse af selskabet.

Genoptagelsen kan i praksis opdeles i to perioder: Perioden med fire ugers fristen og perioden med tre måneders fristen. Perioden med fire ugers fristen er den frist, som Erhvervsstyrelsen sætter, inden de oversender en tvangsopløsning til skifteretten. Såfremt man ønsker at undgå, at ens selskab oversendes til skifteretten, skal man inden for denne frist afhjælpe Manglen.

Hvis man ikke formår at få afhjulpet Manglen, inden selskabet sendes over til skifteretten for at blive tvangsopløst, men man stadig ønsker at videreføre selskabet, så skal selskabet opfylde visse betingelser.

Det skal kort bemærkes, at når skifteretten har fået et selskab til tvangsopløsning, så udpeger skifteretten en likvidator. En likvidator er en advokat, som undersøger diverse forhold i en tvangsopløsningssag, og herefter indstiller til, hvorvidt selskabet skal opløses solvent, insolvent, eller hvorvidt der skal indledes en reel konkursbehandling.

Betingelserne for at få sit selskab genoptaget er følgende:

  1. Manglen, der er skyld i, at selskabet er sendt til tvangsopløsning, skal afhjælpes.
  2. Selskabets kapitalejere skal på en (ekstraordinær) generalforsamling fremsætte forslag om, at selskabet skal genoptages, og det skal herefter vedtages. Det er her meget vigtigt at huske, at hvis skifteretten har udpeget en likvidator, så skal likvidator samtykke i beslutningen.
  3. En godkendt revisor skal udarbejde en revisorerklæring, hvori de angiver, at selskabskapitalen er til stede i selskabet, og derudover, at der ikke er ulovlige lån til selskabets ledelse.
  4. Selskabet må ikke inden for de sidste 5 år have været igennem en tvangsopløsning ved skifteretten.
  5. Anmeldelsen om genoptagelse skal være modtaget, inden for den 3 måneders frist, som bliver fastsat af Erhvervsstyrelsen.

Alle ovenstående betingelser skal være opfyldt, før en genoptagelse kan godkendes.

Hvad skal du så gøre?

For at opridse det kort: Hvis dit selskab er sendt til tvangsopløsning ved skifteretten, så gør hurtigst muligt likvidator opmærksom på, at du ønsker, at selskabet skal genoptages. Det skal nævnes her, at det kan være fast praksis ved den pågældende likvidator, at der skal indbetales en sikkerhed for sagsbehandlingen.

Herefter skal du kontakte en revisor, som kan udarbejde en revisorerklæring for selskabet, og eventuel hjælpe med at udbedre manglen (eksempelvis hvis tvangsopløsningsårsagen er manglende årsregnskab). Du kan også vælge at kontakte en advokat for at få hjælp. INTERLEX Advokater rådgiver og yder gerne bistand i tvangsopløsningssager, medmindre INTERLEX Advokater selv er blevet udpeget som likvidator.

Når du sammen med din rådgiver (uanset om det er revisor eller advokat), har klarlagt årsagen til tvangsopløsningen, samt udarbejdet diverse dokumenter til at afhjælpe Manglen, herunder revisorerklæring, generalforsamlingsprotokollater mm., skal du fremsende dette til likvidator, som skal samtykke i genoptagelsen og underskrive dette.

Når likvidator har underskrevet dokumenterne, skal dette indsendes til Erhvervsstyrelsen. Det er vigtigt at overholde diverse frister, da likvidator ikke kan give fristforlængelse til den frist, som er fastsat af Erhvervsstyrelsen.

 

Af advokat Torben Korsager og advokatfuldmægtig Kirsten Glent Abildgaard