Skatteministeriet har i går den 23. oktober 2024 offentliggjort den længe ventede rapport fra Skattelovrådet om finansielle kryptoaktiver.
Skatteministeren bad i 2021 Skattelovrådet belyse og redegøre for beskatningen af finansielle kryptoaktiver, herunder udarbejde anbefalinger der kunne bidrage til at sikre en afbalanceret beskatning.
Skatteministeriet har nu den 23. oktober 2024 offentliggjort den længe ventede rapport fra Skattelovrådet om finansielle kryptoaktiver.
Af pressemeddelelsen fra Skatteministeriet fremgår, at Skatteministeren i begyndelsen af 2025 vil fremsætte et lovforslag om beskatningen af kryptoaktiver. Skattelovrådet har anbefalet, at reglerne tidligst har virkning fra den 1. januar 2026.
Hovedpointerne i Skattelovrådets rapport
Hovedpointerne fra den 93 sider lange rapport er følgende:
Skattelovrådet anbefaler at inkludere finansielle kryptoaktiver i kapitel 6 om finansielle kontrakter i kursgevinstloven, samt at gevinst og tab på finansielle kryptoaktiver fremover skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst som kapitalindkomst.
Skattelovrådets anbefaling om, at finansielle kryptoaktiver omfattes af kursgevinstlovens kapitel 6, medfører videre, at gevinst og tab på handel med finansielle kryptoaktiver vil skulle opgøres efter et lagerprincip, hvor årets værdiforskydninger i beholdningen af finansielle kryptoaktiver medtages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, uanset om de finansielle kryptoaktiver er realiseret eller ej. Anbefalingen indebærer, at lagerbeskatningen som hovedregel skal opgøres samlet for både kryptoaktiver og finansielle kontrakter.
Endelig anbefaler Skattelovrådet, at der for personer indføres et kildeartsbegrænset tabsfradrag på finansielle kryptoaktiver, således at tab alene kan fradrages i indkomstårets gevinst på finansielle kryptoaktiver. Tab, der ikke kan fradrages i indkomstårets øvrige gevinster på finansielle kryptoaktiver, vil kunne fremføres til fradrag i følgende indkomstårs gevinster på finansielle kryptoaktiver.
Andre interessante elementer i Skattelovrådets rapport
Af yderligere interessante elementer i rapporten kan blandt andet nævnes Skattelovrådets to initiativer til at imødekomme den velkendte likviditetsudfordring ved lagerbeskatning, når der opleves efterfølgende kursfald.
Initiativ 1: Særlig opgørelsesmetode ved store værdifald
For at undgå at en skattepligtig reelt ikke har mulighed for at realisere tilstrækkelig likviditet til at betale skatten med, er det overvejet at give mulighed for at vælge et andet ultimotidspunkt end den 31. december for de skattepligtige, hvis indkomstår følger kalenderåret. Det konkrete forslag er i hovedtræk at overveje at give mulighed for at vælge den 31. januar i år 2, som ultimotidspunkt under forudsætning af, at værdien af den samlede beholdning (værdien af samtlige finansielle kryptoaktiver ejet af den skattepligtige) er faldet med mere end eksempelvis 25 % i perioden fra den 31. december i år 1 til den 31. januar i år 2.
Med initiativet kan likviditetsvirkningen af lagerprincippet mindskes, når der er meget store værdifald kort efter årsskiftet.
Initiativ 2: Henstandsordning ved pludseligt værdifald
Med udgangspunkt i det beskrevne scenarie er det overvejet, hvorledes effekterne af et pludseligt værdifald efter skæringsdatoen kan afbødes ved et initiativ, som bygger på en henstandsordning. Efter initiativet vil den skat, som skatteyderen skulle have betalt som følge af den urealiserede gevinst, kunne udskydes til realisationstidspunktet. Den urealiserede gevinst, som kommer til beskatning i år 1, vil først forfalde til betaling i det indkomstår, hvor aktiverne endeligt afstås.
Klik her, hvis du vil have adgang til rapporten fra Skattelovrådet om finansielle kryptoaktiver.