I en ny dom har Østre Landsret fundet, at vederlagskravet indeholdt i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3 var opfyldt, selvom lønnen var forhøjet ved en ny ansættelseskontrakt indgået i det igangværende kalenderår. Derfor fik skatteyder medhold.
Forskerskatteordningen er en særlig skatteordning reguleret i kildeskattelovens §§ 48 E-F, der giver mulighed for bruttobeskatning med 27 % af lønnen til godkendte forskere og højtlønnede medarbejdere fra udlandet i en periode på op til i alt 7 år.
For at anvende forskerskatteordningen skal en række betingelser være opfyldte. En af betingelserne for at anvende forskerskatteordningen er det såkaldte vederlagskrav indeholdt i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3. Ifølge vederlagskravet skal en medarbejder indenfor kalenderåret i gennemsnit have en løn på minimum 70.400 kr. i 2022 (69.600 kr. i 2021) pr. måned efter fradrag af ATP.
Det har været fast praksis hos Skattestyrelsen at fortolke kildeskattelovens § 48, stk. 3, nr. 3 således, at minimumslønnen skulle være sikret i ansættelseskontrakten forud for kalenderårets begyndelse, og inden en ny sats trådte i kraft ved årsskiftet.
Det var denne praksis, der var genstand for prøvelse i Østre Landsrets dom offentliggjort som SKM2022.33.ØL.
I den konkrete sag indgik skatteyderen i september 2016 en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgik, at skatteyderens månedsløn udgjorde 62.500 kr. Skatteyderens arbejdsgiver indsendte i oktober 2016 en anmodning til SKAT om beskatning i henhold til kildeskattelovens §§ 48 E-F (forskerskatteordningen). SKAT meddelte herefter i februar 2017, at skatteyderen kunne registreres under forskerskatteordningen fra ansættelsens begyndelse og frem til den 31. december 2016, men at skatteyderen ikke efter den 1. januar 2017 opfyldte vederlagskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, som i 2017 var reguleret til 63.700 kr. pr. måned.
Parterne indgik i marts 2017 en ny ansættelseskontrakt, hvorefter lønnen var ændret til 63.700 kr. pr. måned.
SKAT traf herefter en afgørelse om, at skatteyderen ikke fra den 1. januar 2017 opfyldte betingelserne for beskatning under forskerskatteordningen, fordi ændringen af lønnen først var aftalt i det igangværende kalenderår og ikke forud for kalenderåret.
Skatteyderen påklagede afgørelsen til Landsskatteretten, som gav skatteyderen medhold. Landsskatteretten udtalte herved, at det hverken af ordlyden i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3 eller af lovforarbejderne fremgår, at det er et krav, at vederlagskravet i henhold til ansættelseskontrakten skal være opfyldt på tidspunktet for begyndelsen af ansættelsesforholdet eller det pågældende kalenderår.
Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, og sagen blev henvist til Østre Landsret som 1. instans.
Landsretten fandt, at der ikke efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder og ej heller i lyset af tilblivelseshistorien og formålet med forskerskatteordningen er grundlag for at indfortolke et krav om, at ændringer i vederlaget i en ansættelseskontrakt for personer, der har været omfattet af forskerskatteordningen, skal foretages inden kalenderårets begyndelse, for at betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3 er opfyldt.
Da ændringerne i skatteyderens vederlag skete ved ansættelseskontrakten fra marts 2017 og dermed i det igangværende kalenderår, tog Østre Landsret skatteyderens påstand om frifindelse til følge.
