En ny dom går imod to danske regioners fortolkning af EU-reglerne og fastslår, at en ordregiver, der udbyder en rammeaftale, er forpligtet til at angive den maksimale mængde og/eller værdi af de varer eller tjenesteydelser, der kan blive genstand for efterfølgende kontrakter.
EU-Domstolens nye dom er afsagt i en sag, hvor Simonsen & Weel havde indklaget Region Nordjylland og Region Syddanmark til Klagenævnet for Udbud for ikke at overholde udbudsreglerne i forbindelse med et udbud af en rammeaftale om sonderemedier. Simonsen & Weel mente, at regionerne havde handlet i strid med udbudslovens ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincip. Regionerne havde ikke angivet den maksimale værdi af rammeaftalen i udbuddet, ligesom de havde angivet, at det faktiske forbrug kunne vise sig højere eller lavere end estimaterne. Simonsen & Weel støttede sig til Domstolens dom fra 2018 i Autorità-sagen. Den gik ud på at fastslå, hvorvidt rammeaftaler fra begyndelsen skal fastlægge den samlede anslåede og maksimale mængde/værdi. Samt hvorvidt aftalen har udtømt sine virkninger, når denne grænse er nået. Rammeaftalen i den sag handlede om renovation samt indsamling og bortskaffelse af affald i den italienske region Garda. Dommen angik fortolkning af bestemmelserne i det tidligere udbudsdirektiv fra 2004. EU-Domstolen fastslog, at den anslåede værdi, der var oplyst i udbudsbekendtgørelsen, udgjorde den maksimale grænse for træk på rammeaftalen. Efter afsigelsen af denne dom var spørgsmålet, om dommens principper kunne udstrækkes til at angå udbudsbekendtgørelser generelt. I forlængelse af Autorità-dommen fra 2018 udtalte den danske Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i et offentligt notat, at dommen kunne anses for at gælde for alle rammeaftaler og dermed også i favør af Simonsen & Weel.
Klagenævnet for Udbud fandt, at der herskede tvivl om rækkevidden af denne dom, og hvad der nærmere menes i dommens præmisser med, at en rammeaftale har »udtømt sine virkninger«. EU-Domstolen blev derfor anmodet om en fortolkning af EUs udbudsregler. Forelæggelsen skulle afdække, om udbudsbekendtgørelsen skal indeholde oplysninger om den anslåede mængde og/eller værdi af de varer, der skal leveres i henhold til den udbudte rammeaftale. EU-Domstolen blev ligeledes anmodet om at klarlægge, om den pågældende rammeaftale vil have udtømt sine virkninger, når den anslåede mængde og/eller værdi af varer er nået. Domstolen indledte med at fastslå, at ordlyden af udbudsdirektivet kan give det indtryk, at en ordregiver har et vist skøn i henseende til at være forpligtet til at angive den maksimale mængde og/eller værdi. EU-Domstolen henviste direkte til reglernes ordlyd. Formuleringen, hvorefter ordregiveren skal angive disse værdier i givet fald og så vidt muligt, giver ikke et præcist svar på, om der altid skal angives en sådan anslået eller maksimal mængde og/eller værdi.
EU-Domstolen konstaterede dermed, at en fortolkning af ordlyden i bestemmelserne ikke i sig selv kan besvare spørgsmålet. EU-Domstolen nåede alligevel frem til, at værdien skal anføres. Med henvisning til ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet samt den almindelige opbygning af direktivet fastslår EU-Domstolen således, at det er den eneste rette fortolkning. I forlængelse heraf konkluderede EU-Domstolen, at gennemsigtighedsprincippet ville være tilsidesat, hvis den maksimale mængde og/eller værdi først oplyses, efter tilbudsgivere har tilkendegivet deres interesse for udbuddet. Ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincipperne er således til hinder for, at en ordregivende myndighed begrænser sig til at oplyse delvise informationer om rammeaftalen. EU-Domstolen afviser derfor regionernes fortolkning af direktivet, som indebærer, at de kunne undlade at oplyse den maksimale mængde eller værdi. Med henvisning til Autorità-dommen udtalte EU-Domstolen, at kravet om angivelse af omfanget af rammeaftalen konkretiserer forbuddet mod at misbruge rammeaftaler eller anvende dem på en sådan måde, at konkurrencen hindres, begrænses eller fordrejes. EU-Domstolen fortsætter i sporet fra Autorità-dommen og fastslår, at ordregivende myndigheder kun kan forpligte sig inden for grænserne af en maksimal mængde og/eller maksimal værdi. Desuden fastslår den, at når denne grænse er nået, vil den pågældende aftale have udtømt sine virkninger. EU-Domstolen konkluderer dermed, at en offentlig ordregiver skal angive en maksimal mængde og/eller værdi i udbudsbekendtgørelsen. EU-Domstolen konkluderer yderligere, at rammeaftalen kun dækker køb op til denne værdi, samt at køb ud over denne værdi vil være i strid med udbudsreglerne.
Med hensyn til konsekvenserne af en manglende angivelse af den maksimale mængde og/eller værdi udtaler EU-Domstolen, at dette ikke kan erklære rammeaftalen uden virkning, da denne sanktion er begrænset til de mest alvorlige tilsidesættelser af udbudsretten. EU-Domstolen konkluderer således, at manglende angivelse i sig selv ikke udgør en væsentlig overtrædelse af udbudsreglerne, samt at den manglende angivelse ikke er tilstrækkelig alvorlig til at udløse anvendelsen af den sanktion, som er fastsat efter EU-direktivet. Dommen får praktiske konsekvenser for ordregivere, der fremover skal fastlægge den maksimale mængde og/eller værdi af varer og tjenesteydelser forud for udbud af rammeaftaler. Derudover skal de angive denne mængde og/ eller værdi i enten udbudsbekendtgørelsen eller udbudsbetingelserne. Ordregivere skal således nøje overveje den maksimale mængde og/eller værdi, da rammeaftalen vil have udtømt sine virkninger, når denne mængde og/eller værdi er brugt.
Artiklen er skrevet af Hans Sønderby Christensen og Patrick Goergen
