Og opdagede du det først, da du troede, det var for sent, og aftalen var underskrevet? Så er du ikke alene!

Forbrugerombudsmanden har den 10. marts 2022 fastslået, at flere ejendomsmæglere ulovligt har vildledt boligkøbere om elaftaler ved at have udsendt elektronisk bilag, som omhandlede behandling af persondata til underskrift hos boligkøberne, hvor ejendomsmæglerne dog også havde sneget en aftale om tilmelding hos elleverandør ind. Aftalen indeholdt dog ikke oplysninger om hverken elproduktet eller -prisen. På den baggrund vurderede Forbrugerombudsmanden, at det var i strid med god markedsføringsskik, da der var tale om vildledning af forbrugerne.

Forbrugerombudsmanden tog emnet op til afgørelse, efter at flere forskellige boligkøbere havde klaget. Klagerne var navnlig rettet mod ejendomsmæglerne Home Amagerbro/Islandsbrygge, Lokalbolig Lyngby/Virum, Home Solrød samt Place2Live Fredericia. Forbrugerombudsmandens vurderede således, at disse ejendomsmæglerfirmaer havde tilsidesat grundlæggende forbrugerbeskyttelsesregler.

Har du allerede skrevet under?

Det er ikke nødvendigvis for sent at gøre noget. Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at der hverken er indgået bindende aftale mellem boligkøber og elleverandør, hvis boligkøberen har underskrevet et bilag om persondata, som tillige har indeholdt aftale om tilmelding hos elleverandør, eller hvis ejendomsmægleren forud for underskriften allerede har afkrydset felt om tilmelding hos elleverandør.

Ligeledes vil man som boligkøber ikke være bundet af en sådan aftale, hvis den er underskrevet som fjernsalg, fx ved brug af NemId uden for ejendomsmæglerens forretning.