Det fremgår af arbejdsskadesikringsloven, at pligten til at anmelde arbejdsulykker påhviler arbejdsgiver. Loven indeholder herudover en bestemmelse, der giver beskæftigelsesministeren til opgave at fastsætte nærmere regler om, at læger og tandlæger skal anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med.

Dette blev gennemført ved en bekendtgørelse i 2016 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2017, hvor den tidligere bekendtgørelse om anmeldelsespligt samtidig blev ophævet.

Bekendtgørelsen anfører, at læger og tandlæger, der gennem deres erhverv konstaterer eller får mistanke om, at en person har pådraget sig en erhvervssygdom eller på anden måde har været udsat for skadelige påvirkninger på sin arbejdsplads, skal anmelde dette til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Pligten til at anmelde gælder også for arbejdsrelateret vold, trusler og anden krænkende adfærd uden for arbejdstid.

Bekendtgørelsen anfører videre, at anmeldepligten påhviler enhver læge og tandlæge, uanset om lægen eller tandlægen er praktiserende eller ansat på sygehus, klinik eller anden institution. På sygehuse og klinikker m.v. påhviler anmeldepligten dog alene den ledende læge eller tandlæge på hver afdeling.

Anmeldelsen skal ske snarest muligt og senest 8 uger efter, at lægen eller tandlægen er blevet bekendt med erhvervssygdommen eller en skadelig påvirkning og den formodede sammenhæng med arbejdet. Der stilles ikke krav om den tilskadekomnes samtykke.

Bekendtgørelsen fastsætter herudover processen for selve anmeldelsen, bl.a. at den skal ske digitalt via Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Arbejdstilsynets fælles digitale anmeldesystem.

Hvis du som læge eller tandlæge ikke overholder pligten eller anmelder for sent, er sanktionen potentielt bøde- eller endog fængselsstraf.