Skatteyder kan sælge ejendom skattefrit og opnå potentiel skattefri gevinst på kr. 1-2 millioner efter inddragelse af relevant advokatbistand i proces om bindende svar.
Advokatfirmaet blev i sommeren 2022 kontaktet af en klient, som ønskede bistand vedrørende indhentelse af bindende svar ved Skattestyrelsen.
Et bindende svar er betegnelsen for den mulighed, som skatte- eller afgiftsydere efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 21-25 har for at få afklaret et konkret spørgsmål af skatte- eller momsmæssig betydning ved Skatteforvaltningen.
Det kan være relevant i mange forskellige situationer, herunder ved dispositioner af økonomisk betydning. Skatteforvaltningen bindes ved dets afgivne svar, og herved undgås senere skattemæssige tvister og eventuelt afledte strafferetlige følger, grundet forkerte angivelser af skat eller moms.
Nyt ikke offentliggjort bindende svar
Således har en skatteyder netop fået sikkert svar for, at denne kan sælge sin ejendom skattefrit og opnå potentiel skattefri gevinst på kr. 1-2 millioner.
I den pågældende sag ønskede skatteyderen at få afklaret, hvorvidt hendes sommerhus kunne sælges skattefrit i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.
Faktum i sagen var, at skatteyders sommerhus lå direkte på den anden side af vejen fra hendes helårshus. Sommerhuset var af ældre dato, og det var ikke brugbart til udlejning.
Skatteyderen boede i en sammenbragt familie, hvor hun og hendes nye mand begge havde børn fra tidligere forhold og sammen.
Sommerhuset, beliggende på den anden side af vejen, blev derfor oprindelig købt til anvendelse, når alle børnene var hjemme på besøg. Med tiden blev behovet herfor imidlertid mindre i takt med, at børnene blev ældre.
Senere blev det også muligt at etablere helårsbeboelse på grunden, hvilket var af væsentlig betydning for sommerhusets forventede salgspris, idet sommerhuset var placeret i et særdeles attraktivt område for helårsbeboelse, og ved et salg havde skatteyder derfor udsigt til en gevinst i størrelsesordenen kr. 1-2 millioner.
Som allerede anført, ønskede skatteyderen afklaret, om denne avance var skattepligtig af gevinsten, og havde derfor selv uden inddragelse af skatteadvokat indgivet en anmodning om bindende svar til Skattestyrelsen.
Dette førte til et foreløbigt afslag, idet Skattestyrelsen ikke fandt, at sommerhuset opfyldte reglerne for skattefrit salg.
Skatteyder valgte herefter at få hjælp til den videre proces, og med efterfølgende behørig bistand blev der udarbejdet et længere indlæg til Skattestyrelsen, hvori de oprindeligt stillede spørgsmål til Skattestyrelsen blev tilpasset, ligesom der blev udarbejdet en uddybende sagsfremstilling med relevant fotomateriale, ligesom det juridiske grundlag såvel som praksis blev beskrevet,
Skattestyrelsen fandt herefter, at klienten nu opfyldte reglerne for skattefrit at kunne sælge sommerhuset efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 8, stk. 2.
Afgørelsen (sagsnr. 22-0109258) er ikke offentliggjort af Skattestyrelsen.
De rette kompetencer kan være afgørende for udfaldet
Den beskrevne ikke-offentliggjorte afgørelse illustrerer, at det er helt afgørende for et positivt udfald af et bindende svar at få de rette kompetencer inddraget i sagen, således at spørgsmålene til Skattestyrelsen tilrettelægges korrekt, ligesom det relevante faktum og juridiske grundlag bliver inddraget.
I den konkrete sag medførte dette, at gevinsten på kr. 1-2 millioner blev anset som skattefri.