Det har væsentlig betydning for virksomheder at kende til i hvilke tilfælde, de ikke er bundet af en ydelsesforpligtelse det være sig penge, varer eller noget tredje.

I en nylig byretsdom havde Retten i Randers lejlighed til at fortolke herpå i forhold til corona. Omstændighederne var følgende:

Parterne i sagen indgik medio januar 2020 en aftale om afholdelse af en fest den 25. april 2020 med den ene part som festarrangør.
Den 30. januar 2020 udråbte WHO corona til en global sundhedskrise, og den 6. marts 2020 afholdt regeringen sit første pressemøde om situationen. Der opfordredes til, at arrangementer med flere end 1.000 deltagere blev udskudt eller aflyst.

Allerede den 10. marts 2020 afholdt regeringen sit andet pressemøde, hvor det blev meddelt, at udlandsrejser til en række områder blev frarådet, og flytrafikken hertil indstillet, ligesom der blev opfordret til at undgå offentlig transport i myldretiden.

På grund af frygten for spredningen af corona, varslede regeringen den 11. marts 2020 på et pressemøde, at Danmark blev lukket ned i foreløbigt to uger, og at der allerede den 12. marts 2020 ville blive fremlagt et hastelovforslag for Folketinget, der skulle gøre det muligt at forbyde større forsamlinger på mere end 100 personer indendørs.

På baggrund af udviklingen i corona fremsatte festkøberen over for festarrangøren allerede den 10. marts 2020 en forespørgsel om at flytte sommerfesten til et senere tidspunkt. Ved en efterfølgende samtale mellem aftaleparterne blev spørgsmålet om fastholdelse af festen på det aftalte tidspunkt kontra en udskydelse eller aflysning af festen drøftet. Dette mundede ud i, at festkøberen den 11. marts 2020 fremsatte et ønske om at udskyde den planlagte fest den 25. april 2020.

Festarrangør krævede betaling uden at levere

Festarrangøren afviste at ændre i tid og sted, og krævede betaling for den aftalte fest til aftalt tid. Det vil sige betaling uden at levere en fest. Spørgsmålet i sagen var således, om festarrangøren var berettiget til betaling for at arrangere sommerfesten. Force majeure er både anerkendt i dansk ret og i EU-retten, men kravene til at påberåbe sig det er strenge. Hvis kravene var opfyldt, kunne festkøberen undslå sig at betale uden at modtage en fest. Retten skulle derfor tage stilling til, hvorvidt der forelå force majeure da festen, som skulle have været afholdt den 25. april 2020, ikke blev gennemført.

Henvendelse om udskydelse var rettidig omhu

På baggrund af udviklingen i coronasituationen kom retten frem til, at sommerfesten ikke lovligt kunne gennemføres den 25. april 2020. Endvidere fandt retten, at det på tidspunktet for festkøberens endelige udskydelse/aflysning over for festarrangøren måtte stå klart, at festen ikke ville kunne gennemføres den 25. april 2020, og at denne hindring havde karakter af force majeure. At festkøberen over for festarrangøren havde rettet henvendelse om aflysning og udskydelse forud for et formelt forbud mod afholdelse af festen, måtte anses for et udtryk for rettidig omhu og loyal optræden over for festarrangøren som aftalepart og ikke som et forhold, der kunne afskære festkøberen fra at påberåbe sig force majeure.

Retten konkluderede på denne baggrund, at festkøberen skulle frifindes. Desuden blev festarrangøren tilpligtet at tilbagebetale et allerede forudbetalt beløb.

Festkøberen havde således været berettiget til at aflyse sommerfesten under henvisning til coronasituationen som force majeure begivenhed, og festarrangøren kunne ikke kræve betaling for at have arrangeret sommerfesten.

SØNDERBY LEGAL repræsenterer i sagen festkøberen, som påberåbte sig force majeure både nationalretligt og EU-retligt. Efter vores vurdering er det sandsynligt, at danske domstole vil tilstræbe overensstemmelse med EU-retten både i sager, som direkte er omfattet af EU-retten, og i rent nationalretlige sager. EU-Domstolen har en langt mere righoldig praksis end i dansk ret, hvor antallet af sager er få.

Den afsagte dom er anket til landsretten, som herefter vil få lejlighed til at fastslå, om corona havde karakter af force majeure.