Tænketanken Cepos offentliggjorde lige efter nytår (2024), at Folketinget under den nuværende regering i snit har brugt 53 dage på at behandle lovforslag.
Forud for folketingsvalget i 2022 var der bred politisk enighed om, at det er nødvendigt at nedsætte tempoet for at højne kvaliteten af nye love.
De 53 dage skal imidlertid sammenholdes med, at forgængeren, S-regeringen, brugte i gennemsnit 55 dage og de forudgående seks regeringer mellem 64 og 77 dage. Igen er der således tale om, at ledende partier og politikere siger ét, men gør noget andet.
Hastværket betyder bl.a., at de interesseorganisationer og andre, der berøres af kommende love, og som har et indgående kendskab til de pågældende emneområder, får så korte høringsfrister, at de bliver tvunget til også at sjuske med deres bidrag. Fx var høringsfristen i forbindelse med Store Bededags-loven 7 dage (incl. weekend).
I et indlæg i Berlingske 16. januar 2024 skriver lektor på Københavns Universitet, dr.jur. Rasmus Grønved Nielsen, at det dårlige lovforberedende arbejde bl.a. har den betydning, at domstolene ikke kan blive ved med generelt at tillægge lovenes forarbejder helt afgørende betydning, når afgørelser skal træffes og domme afsiges.
Virkningen er, at vi uden egentlig at ville det og udelukkende på grund af politikernes manglende prioritering af grundighed og kvalitet bevæger os mere og mere i retning af Common Law-systemet, der er fremherskende i England, USA og store dele af verden i øvrigt. Her er det i langt højere grad end hos os domstolene fremfor detaljeret og klar lovgivning, der fastlægger de juridiske spilleregler.
Mange ting omkring vores retssikkerhed har i de senere år bevæget sig i en helt forkert retning domstolenes sagsbehandlingstider, forringede muligheder for retshjælp, småsagsprocessen for blot at nævne nogle enkelte ting. Lovsjuskeri er blot endnu en brik i tendensen.
