Ved salg af boligudlejningsejendomme med mere end 6 beboelseslejemål eller ved salg af blandede ejendomme med mere end 13 beboelseslejligheder, er udlejer forpligtet til at tilbyde lejerne at overtage ejendommen på andelsbasis, inden salget gennemføres.

Med den seneste ændring i lejeloven er det kommet nogle præciseringer og ændringer.

Det er blandt andet præciseret, at reglerne om tilbudspligt ikke finder anvendelse, når ejendommen indenfor de seneste 5 år har været ejet af en andelsboligforening, et boligaktieselskab eller et boliganpartsselskab. Bestemmelsen er en tilpasning til andelsboligloven, hvorefter en ejendom ikke indenfor en 5 årig periode efter andelsboligforeningens salg af ejendommen, kan erhverves af en ny andelsboligforening.

Herudover er det præciseret, at reglerne om tilbudspligt også gælder overdragelse af ejendommen ved spaltning af det selskab, som ejer ejendommen.

Ved overdragelse af aktier og anparter hvor tilbudspligten gælder, skal der optages syn og skøn om ejendommens værdi i handel og vandel som udlejningsejendom. Dette gælder dog som noget nyt ikke, ved overdragelse af aktier og anparter i selskaber, som ikke ejer andre aktiver end den tilbudspligtige ejendom.

Der er et nyt lovforslag i høring, som hvis det vedtages medfører endnu en ændring i reglerne om tilbudspligt, hvorefter ethvert kontrolskifte vedrørende en tilbudspligtig ejendom vil udløse tilbudspligt.

Et kontrolskifte forligger ifølge lovforslaget i følgende tilfælde:

1) En eller flere fysiske eller juridiske personers overdragelse af mindst 50% af ejerandelen til ejendommen.

2) Direkte eller indirekte overgang af bestemmende indflydelse over den juridiske person, der ejer ejendommen.

3) Ændring af mindst 50% af det reelle ejerskab af den juridiske person, der ejer ejendommen.

4) Direkte eller indirekte overgang af mindst 50% af det økonomiske afkast fra ejendommen eller den juridiske person, der ejer ejendommen

5) Direkte eller indirekte overgang af retten til mindst 50% af en værdistigning af ejendommen eller den juridiske person der ejer ejendommen.

6) Foretagelse af en eller flere dispositioner som ikke er omfattet af nr. 1-5, men hvorved der opnås en tilsvarende virkning.