Pensionsopsparinger og udbetalinger fra livsforsikringer udbetales som udgangspunkt udenom dødsboet og tilfalder den/de begunstigede direkte.
En begunstigelse afgør, hvem der skal have din pension og livsforsikring, når du går bort. Hvis ikke du har indsat en navngivet begunstiget, vil midlerne fra din pension og livsforsikring fordeles ud fra standardbegunstigelsen nærmeste pårørende. Hvem der er nærmeste pårørende, afhænger af, hvornår din pensions/forsikringsordning er oprettet og eventuelt ændret.
Hvis pensions/forsikringsordningen er oprettet eller ændret efter 1. januar 2008, er nærmeste pårørende i prioriteret rækkefølge:
- Ægtefælle/registreret partner
- Samlever
Ved førstafdødes død, skal samleverne have fælles bopæl, eller være flyttet på institution, og enten have ægteskabslignende samliv de sidste to år, eller have fælles barn - Livsarvinger børn
- Arvinger ved testamente
- Øvrige arvinger i henhold til arveloven
Hvis pensions/forsikringsordning er oprettet eller ændret før 1. januar 2008, vil en samlever ikke indgå i rækkefølgen.
Der kan være forhold der gør, at du ønsker at udbetalingen fra din pension og livsforsikring, skal fordeles anderledes end standardbegunstigelsen, fx at udbetalingen skal deles mellem flere fx børn og/eller ægtefælle/samlever, eller at udbetalingen skal gå til et specifikt familiemedlem.
Hvis du ønsker at ændre i begunstigelserne, skal du være opmærksom på følgende:
- Indsættelse af én eller flere begunstigede skal ske via dit pension-/forsikringsselskab.
- Hvem du kan indsætte som navngivet begunstiget, afhænger af, om der er tale om en fradragsberettiget eller en ikke-fradragsberettiget ordning.
- Endvidere bør du overveje at indsætte særejebestemmelse, således at de beløb, den/de begunstigede får udbetalt fra dine pensioner og livsforsikringer, skal være deres særeje.
Rækkefølgen nærmeste pårørende passer i rigtig mange situationer, men ikke alle. Det er derfor en god ide, at du tager stilling til, hvordan udbetalingen fra din pension og livsforsikring skal fordeles ved din død.
Artiklen er skrevet af Frederikke Hagen Berg og Søren Ingerslev.