Nærværende har ikke til hensigt udtømmende at beskrive retstilstanden om maksimale ventetider for kræftpatienter, hvorfor visse forhold er udeladt for at begrænse omfanget. Eksempelvis er patientens ret og bopælsregionens pligt til at yde tilskud udeladt.
Reglerne om ventetider for kræftpatienter findes - hovedsageligt - i sundhedslovens § 88 og bekendtgørelse nr. 584 af 28. april 2015 om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme (herefter bekendtgørelsen).
Omfattet af ordningen er som udgangspunkt alle kræftsygdomme, jf. bekendtgørelsens § 1. Uden for bekendtgørelsen falder dog kræftsygdomme, som omfatter knoglemarvstransplantation, og hudkræft, som ikke er modermærkekræft, samt forskningsmæssig og eksperimentel behandling, jf. bekendtgørelsens § 2.
Ordningen er ikke en behandlingsgaranti i den forstand, at den garanterer patienter behandling inden for de fastsatte ventetider, jf. nærmere i nedenstående om bestemmelsernes ordlyd "om muligt" og "hurtigst muligt".
Efter sundhedslovens § 88 skal bopælsregionsrådet senest 8 hverdage efter, at et af regionens sygehuse har modtaget henvisningen af en patient, meddele patienten, om regionsrådet kan tilbyde behandling ved sit sygehusvæsen inden for den fastsatte maksimale ventetid - og i bekræftende fald meddele patienten en dato for forundersøgelsen.
Såfremt regionsrådet i bopælsregionen ikke er i stand til at tilbyde behandling inden for den fastsatte maksimale ventetid, skal patienten om muligt tilbydes behandling på et sygehus i en anden region, på et privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet, som kan tilbyde behandling inden for den fastsatte maksimale ventetid.
Bopælsregionen har således pligt til af egen drift om muligt - at tilbyde henvisning til et andet sygehus, hvis bopælsregionen ikke selv kan tilbyde behandlingen ved sit eget sygehusvæsen.
Kan regionsrådet i bopælsregionen ikke tilvejebringe et sådant behandlingstilbud, skal regionsrådet - hvis patienten ønsker det - hurtigst muligt meddele det til Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen henviser herefter om muligt patienten til behandling på et sygehus i en anden region eller på et privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet.
Hvis Sundhedsstyrelsen ikke kan finde et behandlingstilbud inden for de fastsatte frister, skal styrelsen hurtigst muligt meddele dette til patienten og oplyse patienten om dennes ret til selv at finde et behandlingstilbud, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 1. Det kan eksempelvis være et offentligt sygehus i udlandet, som patienten selv er i stand til at finde hvis det pågældende sygehus er i stand til på forsvarlig vis at påtage sig den behandling, som patienten er henvist til.
Sundhedsstyrelsens pligt til at henvise gælder dog ikke, hvis
- bopælsregionen eller Sundhedsstyrelsen tilvejebringer et tilbud om behandling, som kan finde sted på et tidligere tidspunkt end behandlingen på et offentligt sygehus, som patienten selv har fundet,
- behandlingstaksten er urimelig høj, eller
- udgifterne til befordring og ophold er uforholdsmæssigt høje.
Bekendtgørelsens § 2 oplister en række maksimale ventetider, der gælder for behandling af kræftsygdomme, medmindre hensynet til patientens helbredstilstand tilsiger noget andet. Som eksempler kan nævnes:
- Til udredning ved mistanke om kræft: 14 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til forundersøgelse, til den dato sygehuset har tilbudt at påbegynde udredning.
- Til operation efter afsluttet udredning: 14 kalenderdage fra den dato, hvor patienten på baggrund af information fra det behandlende sygehus om diagnose og behandlingsmuligheder m.v. har givet samtykke til den konkrete operation, til den dato sygehuset har tilbudt at foretage operationen og senest 28 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til behandling.
Efter bekendtgørelsens § 5 har patienten ikke ret til at få et nyt behandlingstilbud inden for den maksimale ventetid, hvis patienten har afvist en af sygehuset tilbudt dato for behandling, som ligger inden for denne. Bopælsregionen skal her tilbyde patienten behandling hurtigst muligt derefter.
Der kan efter omstændighederne være erstatningspligt, hvis de maksimale ventetider ikke overholdes, og der samtidig ikke leves op til at forsøge at henvise patienterne til behandling andre steder inden for fristerne. Den omstændighed, at det offentlige på grund af manglende ressourcer eller politiske prioriteringer ikke er i stand til at tilbyde behandling inden for de lovbestemte maksimale ventetider, indebærer dog ikke i sig selv, at patienten er berettiget til erstatning.