Det er med jævne mellemrum et emne i medierne, at ventetiderne i det danske sundhedsvæsen er for lange. Emnet om ventetider berører da også særligt et værdimæssigt synspunkt: hvor længe kan vi være bekendt, at patienter skal vente på behandling?
Ventetider er imidlertid også et centralt sundhedsretligt emne og mere komplekst end bare tidsfrister nedskrevet i loven.
Visse aspekter vedrørende ventetider på behandling er undergivet udtrykkelig lovregulering. Det kan være eksterne ventetider som tiden indtil et tilbud om udredning, forundersøgelse, behandling, efterbehandling, genoptræning m.v. gives. Derudover gælder det også interne ventetider som eksempelvis tiden, som medgår til et behandlingsforløb, til et prøvesvar foreligger, til patienten informeres om resultatet, modtager et behandlingstilbud, og til behandlingen kan afsluttes.
Sundhedslovens § 82 b, stk. 1 bestemmer, at personer, der er henvist til udredning på sygehus, skal udredes inden for 1 måned, såfremt det er fagligt muligt. Fristen regnes fra modtagelsen af henvisningen på et af regionens sygehuse til udredningen kan afsluttes. I opgørelsen af tidsfristen medregnes dog ikke perioder, hvor udredningen må udsættes på grund af patientens helbredstilstand eller efter personens ønske. Pligten til udredning inden for fristen gælder - som udgangspunkt - uafhængigt af ressourcer, men kun såfremt det er fagligt muligt. Eksempelvis kan man som led i udredningen have behov for en observationsperiode for at kunne vurdere, om patientens tilstand er stabil. Mangel på en meget speciel ressource vil dog også konkret kunne berettige en fristoverskridelse.
Ud over maksimalventetiden for udredning er der i den sundhedsretlige lovgivning en række tilfælde, der er undergivet særlig lovregulering, f.eks. behandling af livstruende sygdomme samt alkohol- og stofmisbrug.
Det er typisk maksimalventetider, der har interesse for patienterne. Lovgivningen indeholder imidlertid også regler om minimumsventetider. Konkret fremgår det af sundhedslovens § 105, at sterilisation af personer mellem 18 og 25 år først må foretages 6 måneder efter at et tilbud om behandling er givet. Den såkaldte obligatoriske refleksionsperiode. Særlige hensyn kan dog fx berettige til at foretage sterilisationen før 6 måneder.
Ud over den direkte lovregulering er der i visse tilfælde også fastsat maksimale ventetider på behandling i overenskomster. Dette gælder særligt, hvis man yder konsultationer som alment praktiserende læge.
Det er ikke alle regler, der fremgår af lov eller overenskomst. Der gælder også såkaldte ulovbestemte ventetider. Ventetiderne fremgår således ikke af loven (eller af en overenskomst), men vurderes ud fra, hvad der er fagligt forsvarligt. Kravet om, at ventetiden skal være fagligt forsvarlig i det enkelte tilfælde, gælder også ved de ventetider, der er fastsat ved lov. Der skal dermed også i de tilfælde, hvor loven fastsætter maksimale ventetider - foretages en individuel faglig vurdering af ventetidens forsvarlighed.
Spørgsmålet om ventetider har desuden nær tilknytning til emnet om erstatningsansvar. Man vil nemlig potentielt kunne blive erstatningsansvarlig, hvis man ikke opfylder alle kravene til ventetider. Spørgsmålet har dermed også tilknytning til reglerne om ansvarsfritagelse, hvis ventetiderne bliver overskredet.
