I september 2023 gav Østre Landsret hotelkæden Arp-Hansen Group en rekordstor bøde på 1 mio. kr. for overtrædelse af databeskyttelsesforordningen (GDPR).
Sagen, der handlede om manglende sletning af kundeprofiler, sender et klart signal til alle erhvervsvirksomheder: overholdelse af GDPR er ikke bare en formalitet, men en kritisk forpligtelse.
Hvad kan erhvervsvirksomheder uddrage af dommen?
- Mens tidligere bøder for GDPR-overtrædelser i Danmark har ligget omkring 100.000 kr., viser denne dom, at domstolene nu er villige til at udstede betydeligt større bøder.
- Sagen drejede sig som nævnt om manglende sletning af kundeprofiler. Har din virksomhed et effektivt datastyringssystem, der er gearet til at håndtere og slette personoplysninger korrekt?
- Det er ikke nok at have datapolitikker på papiret. Virksomheder skal også sikre, at de overholder politikkerne i praksis. Alle medarbejdere bør være tydeligt informeret om deres forpligtelser til at beskytte persondata og om konsekvenserne for virksomheden og måske dem selv hvis de ikke lever op til kravene.
- Dommen viser, at en lang sagsbehandlingstid ikke er en brugbar undskyldning; den var ikke en formildende omstændighed.
- Dommen giver anledning til at forvente en generel stigning i bødeniveauet for overtrædelser af databeskyttelsesforordningen.